Det blir en lang vinter

Jeg har i lang tid troet, at jeg havde peaket, hvad angår bivirkninger af al det stærke medicin. Altså med hensyn til måneansigt, vægtøgning mv.

Men jeg kan se, at det faktisk først er nu, det sker.. Jeg mødte forleden en flok af mine elever i Sommerland Sjælland. Og jeg taler om elever, som gik ud lige før sommerferien. De kunne ikke kende mig..

Det skal lige siges, at jeg ikke var nogen sylfide i forvejen, men det der ses i mit ansigt er det såkaldte “månefjæs”, fremkaldt af i hvert fald en af medicintyperne.

Jeg føler mig bogstaveligt talt som elefantmandens (noget yngre) tvillingsøster, og det er lige nu en ringe trøst at virkningen fortager sig på et tidspunkt, når engang jeg er færdig med medicinen. For jeg ved ikke, hvornår det sker. Jeg (mine nyrer) reagerer ikke som lægerne havde håbet på, så der bliver nok tale om noget eksperimenteren med andre medicintyper. (Læs: med andre bivirkninger)

Litervis af vand i ben og fødder har jeg. Her kan man se aftryk af min pege- og langfinger. Jeg er alvorligt bekymret for, hvad for noget fodtøj jeg kan gå med til vinter.

Snart slut

Ferien lakker mod enden, og fra og med torsdag er det hverdag igen.
Vores ferie har for en stor del været præget af besøget af familien fra USA, som vi har nydt i fulde drag.

Denne lille video er ikke ment som et referat fra ferien - mere som et minde om, hvor hyggeligt vi havde det sammen, mens de var her. (Der er også en smule fra dengang min onkel og tante og deres lille datter emigrerede til USA i 1966)
Amerikanerne er forlængst rejst tilbage, og det er unægtelig tomt her uden dem. Vi savner dem - meget - men vi regner stærkt med at se dem igen i 2014, hvor vi planlægger et månedlangt besøg derovre.

Fantastisk gensyn

Forleden kom en del af min familie fra USA hertil på besøg: min onkel og hans kone, som emigrerede dertil i ‘65 samt deres datter (født samme år), hendes mand og deres barn.

De to gamle kan stadig tale – gebrokkent – dansk, mens de tre sidstnævnte kun kan ord som: Ballerup, æbleskiver, tak og farvel.. – så snakken går selvfølgelig primært på engelsk, så alle kan være med, når vi er samlet. Og NÅR vi er samlet, er vi mange, for vi tæller også min bror og hans familie samt selvfølgelig hele vores “egen” danske familie.

Vi skiftes til at spise hos henholdsvis mig og Carsten samt min bror i Allerød, sådan at “arbejdet” med at være værter fordeles nogenlunde ligeligt.

I går var de alle til middag hos os, og det var den allerhyggeligste dag/aften jeg har haft i lange tider.

Vi grinede simpelthen det meste af aftenen væk, og jeg har stadig helt ondt i enhver tænkelig smile-muskel af overanstrengelse.

Tilfældigvis var det 4. juli, som jo er amerikanernes uafhængighedsdag, og tilfældigvis havde vi 7 raketter tilbage fra nytårsaften.. Så siger jeg ikke mere..

Men en fantastisk dag var det