har jeg den dejligste udsigt over haven og dermed de mange fugle, som efterhånden har fundet vej hertil i deres søgen efter føde. Føde har vi masser af her, og i dag smed jeg som sædvanlig et æble fra sidste års høst ud på plænen.
Her er solsortene på vej mod æblet i fuldt firspring. Isblokken i midten af billedet er resten af det frosne vand fra regnvandstønden. –Som altså fik en frostskade :)
Jeg kunne høre det straks jeg kom ind i haven for lidt siden… Eller rettere ikke høre det. Den manglende lyd af vildt sultne mejseunger i redekassen og deres forældres advarselsskræppen fra troldetræet lige ved siden af..
Tænk, at de altid vælger at flyve fra reden, mens vi er på arbejde! Jeg hørte dem i morges inden jeg cyklede på arbejde, og helt naivt tænkte jeg at de måske denne gang ville vente til jeg kom hjem, så jeg kunne nå at se dem flyve ud i verden.
Det er en helt tom fornemmelse, men jeg vidste det jo godt, og samtidig er det da fedt at tænke på at man igen har været vært for en lille vellykket mejsefamilie. Jeg synes, det er en lige stor begivenhed hver gang.
-At de så altid er så utaknemmelige at drage af, så snart vi vender ryggen til, det må jeg jo lære at leve med :o)
Anton var hos frisøren i fredags… Jeg er vild med ham når han er langhåret, fordi han er så bamset og vamset og lige til at kramme.. Hvilket vi gør. Tit :o)
Men det kan altså også blive FOR bamset, og det sker ca. 4 gange årligt, og så er det tid til en tur ned til den onde, onde Anette, hvor han tilbringer det meste af en dag og kommer hjem som en ny, LETTET Anton. På alle måder lettet.
Og så kan man igen se hans vidunderlige, brune øjne :o)
Min første tanke i dagens emne: uklart er vores lille hund, Milde Molly Møller. Og i Mollys tilfælde er uklarheden 3-fløjet og aldersbetinget. Molly bliver 15 år til august, og hun er desværre ret angrebet af grå stær på begge øjne. Og vi oplever flere beviser på hendes dårlige syn, fordi hun ind i mellem kommer til at gå ind i bordben mv. Det er heldigvis ikke noget hun mærker meget til, når vi har hundene med på sletten og hun strækker ud i løb over marken.
Hendes ellers knivskarpe hørelse er bestemt ikke, hvad den har været, selv om hun er der som et søm, når jeg skræller gulerødder om morgenen.
Det sidste sted, uklarheden efterhånden har sat ind, er i Mollys sind og dermed væremåde. Det sker heldigvis gradvist og langsomt, men det sker jævnligt at hun er på vej hen over gulvet i stuen, for så at stoppe op og helt tydeligt have glemt, hvor pokker hun egentlig var på vej hen…
Heldigvis er vores dejlige Molly stadig at finde inde bag de slørede øjne og den ændrede adfærd, og hun kan stadig lyse af intelligens og morskab, og hun kan skam også gå helt amok i hvalpeagtig kådhed med en bold…
Godt vi stadig har hende; det bliver tungt for os og for hendes søn Anton, når hun ikke er mere.
