har det været i dag.
I dag skulle være dagen, hvor det lykkedes mig og en kollega at vinde en lille SJÆLDEN sejr over SU og dermed redde skindet for at par elever. Det skal helt sikkert noteres i en eller anden notesbog, for det sker praktisk talt ALDRIG.
Efter arbejde var jeg med min mor på hyggelig ose-tur i indkøbscentret i Ishøj, hvor jeg mødte min store søn, som arbejder der, og som jeg ser sjældnere end jeg bryder mig om, fordi han er flyttet ind til sin kæreste, som har et barn. (Lad mig skynde mig at tilføje, at jeg er glad for hans kæreste, og det er absolut ikke hendes skyld – sådan ER det jo bare når man stifter familie..)
Vi fik en kop kaffe og en sludder i cafeteriet, vi tre, og jeg nød det sådan, fordi jeg havde savnet min søn. Hvor meget, kunne jeg først rigtigt mærke, da vi sad og fulgte op på de sidste ugers hændelser i alle lejre.
Vel hjemme blev jeg ringet op af min ældste datter, som inviterede sig selv på middag og fem minutter senere dukkede op i Aygo’en med sine to små chihuahuas.
Nu sendes mindsten i seng af Carsten, hundene ligger spredt omkring i stuen – alle sammen tæt på brændeovnen som buldrer lystigt – og nu står den på afslapning for resten af pengene :o)
Aaahhh sikke en dejlig dag det var.
er startet så smukt, og om lidt vil jeg hænge vasketøj op i haven. Det varer ikke længe, før man ikke længere med fordel kan gøre det, så det er bare om at udnytte, at solen stadig har en smule mere magt end kulden.
Senere skal vi i skoven med hundene, så de kan strække ud og møde nye venner i Hvidovres eneste hundeskov, Brøndbyskoven. Her er skoven delt op, så det i halvdelen er tilladt at gå med hunden løs. Her er masser af fysiske udfordringer for hundene, som kan balancere på bunker af fældede træstammer, søge efter spor (medbragte pølsestykker) og lege med de andre løse hunde med samme idé om, hvordan en søndag formiddag bedst tilbringes.
Resten af dagen tager vi, som den kommer; der skal bages rugbrød til næste uges madpakker og et par bradepander med drømmekage, som jeg vil sælge på gymnasiet i morgen og lade pengene fra salget gå videre til de meget trængende ofre i Pakisten. Udover det er afslapning en dominerende part.
var teaterkoncerten i går. Så vidunderligt smukt fortolket og fremført, og selv om man ikke havde kendt de enkelte melodier i forvejen (eller de fleste, i hvert fald), ville de alligevel have sat sig fast i én med strittende nakkehår og en klump i halsen til følge.
Scenografi og kostymer er et kapitel helt for sig selv, og jeg har ikke superlativer der beskriver hele forestillingen.
Vi købte cd’en, og jeg glæder mig til at høre den i morgen.
Tag ind og se den. Det siger jeg bare.
Vejret viste sig i sit mest efterårsagtige hjørne, så det var skønt at kunne sætte sig ud i den lune bil og trille hjem til pigerne som havde hygget sig med pizza fra den lokale.
I dag nyder vi at det er lørdag. Hundetræning forløb fantastisk, og indkøbene blev overstået på hyggeligste vis. Manden har tilkaldevagten på arbejdet i denne weekend, og nu er han (selvfølgelig) blevet kaldt derud.
Det er nu mest synd for ham; mindsten og jeg skal nok hygge os med lørdagsguf og Barnaby mv.
Aaaahhh..
Manden i mit liv har inviteret mig til teaterkoncert i aften. Han har selv været inde og se forestillingen med sine arbejdskollegaer for et par måneder siden, og han var så begejstret, at han MÅTTE dele den med mig også :o)
Inden forestillingen skal vi spise på en vietnamisisk restaurant i nærheden.
Ældstedatteren kommer hjem og passer yngstedatteren.
Jeg glæder mig!
Jeg har mange smarte køkkenmaskiner, som gør livet en god portion lettere, og lur mig, om der ikke også kommer flere (jeg har nogle stykker på ønskelisten). –Men de er bare maskiner – sikkert lavet af maskiner – og der er intet andet en hestekræfterne, der taler for, at man kunne overveje at købe dem.. (Det skulle da lige være de der synes der er noget prestige med ind over, når man har linet Kitchen Aid, Braun, Smeg m.fl. op under madlavningen)
Men forleden, da jeg var ved at skære hasselback-kartofler, tænkte jeg på, hvor stor gavn jeg har af denne her:
-produceret i fritidsklubben i 1995 af min nu 24 årige datter, som et års tid senere kom hjem med denne her:
-beregnet til opbevaring af hvidløg, hvad den også har været brugt til siden.
Et andet eksempel på en af podernes sløjd-evner:
-ja du gættede rigtigt; køkkenrulleholderen :o)
Min pointe? Nok bare, at disse fantastiske gaver er lavet af vores unger, og de fine elektriske køkkenmaskiner når dem ikke til sokkerne.
Og så er de oven i købet langtidsholdbare og helt utroligt funktionelle :o)
NB! Jeg skylder mine børn at fortælle, at vi har rundt regnet 150 hjemmelavede stearinlys, tændstikæsker, kopper, bogmærker, lysestager og meget andet liggende (blandt et ton rå pastaskruer i alle regnbuens farver) i kasser rundt omkring i huset. Der er lagt hjerte og sved i hver eneste skrøbelige gave, og derfor har de hver i sær været meget værdifulde for os, men de ville nok ikke holde længe, hvis de stod fremme.
Men de her afbillede, de holder endnu. Vi bruger dem dagligt og de skal ingen steder, før de er slidt helt op :o)
-tænkte jeg, da jeg kiggede ud af køkkenvinduet ud mod haven i morges, for prøv at se hvad jeg så:
Rhododendron’en står og blomstrer! Og der er tonsvis af knopper!
Til gengæld går det ikke så godt med mine Ingrid Marie.
af feber, ondt i halsen og ondt i det ene øre, hvor jeg med jævne mellemrum får en velvoksen polyp, som gør nederdrægtig ondt og som får høje lyde til at runge i mit hoved – også når jeg selv taler. Så jeg tier. Og familien nyder freden, tror jeg.
thank God it's friday! Tydeligere kan det vist ikke siges. Yngsten og jeg spiser fredagsslik og zapper ligegyldigt rundt, mens vi drøfter tunge emner som forsøgsdyr, tremmekalve-, –høns, –mink, –svin og andre former for dyremishandling.
Manden er på overarbejde, og sønnike er til intro-fest på gymnasiet, og det er hyggeligt at vi kun er mig og Laura. –Og så hundene, selvfølgelig. Som vi i øvrigt også lige har trænet og leget med.
I morgen tidlig står den på mere hundetræning ude på træningspladsen, og derefter er der igen kun afslapning på programmet. Skønt. Intet mindre.
Tilde, 16 uger og og nyeste medlem af familien. Heldigvis lige så godt modtaget og højt elsket af gamle Anton som af resten af familien.
I morgen er første dag i årets første efterårsmåned, og dermed skydes min absolutte favoritårstid i gang. (Jeg ved godt at jeg risikerer at få smidt rådne æg i nakken herinde, men jeg ELSKER efterår!)
Så jeg siger det bare ligeud: velkommen efterår med riv, regn og rusk.
I dag er det Mollys fødselsdag. Molly ville være blevet 16 år, hvis ikke vi havde været nødt til at få hende aflivet for 4 uger siden. Hendes krop var sund og forbavsende frisk for sådan en gammel hund, men hun var blevet så forfærdelig dement på det sidste, at hun oftest ikke anede hvor hun var, eller hvad hun så i øvrigt skulle dér hvor hun nu var. Vi savner hende og hun har for altid en ganske særlig plads i vores hjerter.
Gudskelov at vi stadig har hendes søn, Anton, som er 13 år gammel.
Skæbnen ville, at Molly blev aflivet på dagen hvor vi havde planlagt afhentning af familiens nye hund, Tilde. Men jeg tror stadig på, at det var godt, Molly ikke skulle opleve at blive væltet overende af en lille duracell-kørende turbo-hvalp.
Tilde er ikke en erstatning for Molly. Tilde er en lille skøn hvalp, som kom og faktisk endte med at gøre tabet af Molly en smule nemmere. Selv for gamle Anton, som har taget Tilde til sig som en lillesøster.
Molly ligger begravet i haven lige dér, hvor hun elskede at ligge og nyde solens stråler.
hvor har jeg slappet af i dag! Bortset fra lidt tøjvask og –ophængning, så er det eneste praktiske jeg har foretaget mig, at låne ører og en skulder til min store datter som ringede fra morgenstunden og var så ked af et problem hun havde med en veninde, som hun følte sig forrådt og udnyttet af.
Problemet er ikke løst, men en hel dag med snak har alligevel givet mulighed for at se det fra flere vinkler, og hun gik herfra i eftermiddags i et noget bedre humør end hun kom med i morges.
Jeg har lige trænet lidt forskellige kommandoer med lille Tilde og gamle Anton, om lidt skal vi ud på en luftetur, så de er dejligt trætte til natten, og så skal jeg på hovedet i seng, så jeg er klar til i morgen.
Vi havde bryllupsdag i går (17 år) og havde fået strenge ordrer af mindsten på at blive liggende, til vi fik lov til at stå op.. Og for en (som undertegnede) som sædvanligvis vågner kl. 5 er der længe til kl. 7,30 hvor mindsten endelig kom og sagde godmorgen. Nede i stuen ventede et overdådigt morgenbord med frisk brød, wienerbrød, ost og frugt, som ældsten havde købt med. 2 biografbilletter fik vi i gave, samt en lille sparebøssefrø, som mindsten har lavet i klubben.
Resten af dagen gik på forrygende vis med en tur til hundetræning med Tilde og bagefter tju-hej afsted til en hel dags familien-Lipka-tam-tam hos Mandens søster i hendes vidunderlig lejlighed ved Nykøbing Sj. havn.
(Jeg ved godt, at der nok er mange indlæg i blogland der handler om overskydende eller underditto i dag, men jeg måtte bare skrive det, for nu får vi råd til brændeovn!)
God fredag til jer der kigger forbi :)
Molly og Anton har altid elsket at ligge i hver deres (eller en fælles) solstråle, og i dag da jeg kom hjem fandt jeg dem sådan her:
Jeg tror det føles dejligt at lade solen varme de gamle knogler igennem.
Manden havde været flittig og vasket og hængt til tørre..
I går aftes kom mindsten på 9 år ind til mig i sofaen med et ejendommeligt ansigtsudtryk og proklamerede:
Nu tror jeg ikke, jeg tror på de drillenisser mere!
Nærmere adspurgt havde hun fundet det gavepapir, som jeg har brugt til indpakning af de daglige december-gaver fra drillenisserne.. Og som jeg hidtil har gjort meget for at holde skjult..
Og vi har været i samme situation før, hvor hendes lidt ældre klassekammerater har sået tvivlen i hende, men hvor det alligevel for en stund er lykkedes os at holde den frygtelige sandhed fra livet. (hendes)
Men lige denne gang nåede hun at fange Mandens smil og vores blik til hinanden og fik sine bange anelser bekræftet!
Og hun havde det i starten så ejendommeligt med det, at jeg var lige ved at græde over hendes tab af en vidunderlig og hyggelig illusion. –og faktisk også over mit eget tab af samme. Men til min store lettelse udbrød hun lidt efter:
Tænk at det har taget mig 9 år at regne det ud!!
Og SÅ kunne vi lade latteren rulle, alle tre.
Og jeg slipper for dilemmaet om jeg skulle indvie hende i intrigen, inden hun nærmest blev moppet i skolen for sin naive barnetro.
Men det hyggelige drilleri, dét slipper hun ikke for! Og heller ikke alle de andre dejlige julehem’ligheder… :)
Her er et par eksempler på noget drillenissedrilleri..
