Jeg har lige hængt tøj op i haven. Henne under troldetræet, som er mejsernes start- og landingsbane når de henter mad til de små, som på magisk vis ved præcis hvornår de må pippe og hvornår de skal være stille..
Under tøjophængningen kiggede jeg som altid rundt på clematisen, der endelig er begyndt at vokse op ad stammen på trolden, på mine bonderoser som allerede står med kæmpeknopper, vortemælk, storkenæb, ja alle de blomster vi i tidens løb har sat i jorden her.
Vi har boet her i 17 år, og både haven og huset indvendig har udviklet sig sammen med os med årene, og selv om det virker fjollet at sukke over det nu, fordi vi jo trods alt endnu ikke har købt hus, så ER det altså alligevel lidt vemodigt at tænke på, at vi skal herfra. Vores børn er opvokset her, vi har sat vægge op og revet nogle andre ned, fået det fedeste køkken og det dejligste badeværelse og der er så mange minder forbundet med huset, at jeg –og resten af familien - vil komme til at savne det.
MEN tænk at vi flytter fra noget dejligt til noget som er endnu mere dejligt. Dét er da et privilegium! :o)
I mellemtiden går jeg bare og venter på at klokken skal blive fire, hvor vi har bestilt fremvisning, så vi igen kan komme ned og se på “vores” hus sammen med min bror, som på forhånd har læst tilstandsrapporter og andre papirer vedr. huset igennem.
God søndag!
4 kommentarer:
Åh ja, Susanne, man får lagt meget af sig selv og sin familie i hus og have. Jeg kan godt forstå dit vemod i forhold til at skulle forlade det - men ... tænk på alle mulighederne i at viske boligtavlen ren. Det bliver garanteret rigtig godt!
Pøj pøj med den gensynet med drømmehuset!
Kan sagtens forstå dit vemod, men alligevel fornemmer man samtidig en vis kriblen ;-) Og uha, det er altså noget så spændende! Glæder mig til næste update!
Bente, tak! Ja det bliver nemlig rigtig godt - når det engang blir :o)
Gitte, det er skægt at der er nogen der følger med.. Og kriblen er lige det rigtige ord!
Jeg iler med at opdatere lige nu!
Send en kommentar