På en dag som ellers er startet med kulde, tåge og gråvejr, og hvor jeg af samme årsag har haft gang i brændeovnen hele formiddagen, ser det nu lysere og lysere ud derude.
Jeg har været i underskud på energi-kontoen siden hospitalsopholdet, og langt de fleste dage har jeg ligget henslængt på sofaen med et tæppe over mig.
I dag tror jeg, skal være dagen hvor jeg prøver at få bestilt noget. Det føles rigtigt, og den første omgang tøj snurrer nu lystigt i vaskemaskinen.
Om lidt vil jeg vove mig ud i haven og give min plæne en ordentlig overhaling med løvriven. Og hvis tiden og kræfterne er med mig, vil jeg kigge lidt på vores overdækkede terrasse, som jeg gerne vil gøre hyggelig og indbydende med nye hynder til de hvide møbler, måske en hylde til fyrfadslys eller lign.
Nu er den foreløbig blevet malet (det er i virkeligheden bagsiden af vores carport/værksted) af Manden og sønnike, men jeg forestiller mig, at der er et utal af muligheder for at gøre det til et rigtigt hyggehjørne. Solen skinner her fra ved 13-tiden og nærmest til solnedgang, så pladsen er ideel til både aftensmad/eftermiddagste mv.
Nogen der har nogle gode idéer? Gode råd modtages med kyshånd!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar