mandag den 31. januar 2011

En heftig weekend

Der har været så meget knald på i denne weekend, at jeg er nærmest lykkelig for, at den er overstået. Mandens og yngstens fødselsdagsbrunch i går formiddags forløb så fint og hyggeligt. men det kostede på stresskontoen, fordi jeg er så dårlig til ikke at lade mig selv køre op.



Og det er bare ikke sundt for mig. Eller for nogen.
Dejligt var det alligevel at se hele familien samlet, og maden var skøn.
Efter endt oprydning kunne manden og jeg snuppe hver en lille velfortjent morfar på sofaen, og SÅ var vi friske til den nervepirrende håndboldkamp, som har været på alles læber de sidste dage! Den endte med en flot sølvpokal til Danmark, og den kan de være stolte af, drengene.
Nu er det mandag morgen og jeg er på Hvidovre hospital for endnu et tjek af blodtryk mv.
Skrevet fra iPhone

lørdag den 29. januar 2011

Tøsefødselsdagen

er overstået på bedste vis. 8 piger var de, og vi havde bestilt en “fødselsdagspakke” hos Big Bowl i Valby.

2 baner i en time, sodavand, burgere og pommes frites i mængder, og som en perfekt afslutning stopdans på dansegulvet, arrangeret af stedet. De var godt underholdt, ungerne, og vi var yderst tilfredse med arrangementet.

Pigebowling 29. januar 2011 014

Bagefter tilbage til chokoladekage, cacaomilkshake, sodavand og mere leg herhjemme.

Nu er pigerne hentet af deres forældre, vi har vasket op, ryddet op og hytten er støvsuget og gjort klar til morgendagens store fødselsdagsbrunchbuffet, hvor vi venter hele familien.

Jeg har allerede lavet en dejlig (håber jeg) citroncreme, som skal smøres på de pandekager, jeg skal lave i aften. Og sammen skal de to ting udgøre det søde indslag på brunchbuffet’en. I aften skal der også laves dej til kærlighedsbrød og almindeligt franskbrød, som bare skal bages i morgen tidlige, så  det stadig er lunt når gæsterne kommer.

Lige nu er det tid til afslapning for første gang siden jeg fik monteret døgnblodtryksmåleren i går eftermiddags, så jeg er alligevel spændt på resultatet af dette døgns målinger.

fredag den 28. januar 2011

What a day

med fare for at lyde som et brokhoved. Det har skam også været en god dag, men den har været virkelig lang. Som i lang.

Efter arbejde var jeg ovre på hospitalet for at få sat døgn-blodtryksmåler på armen. Dér skal den så sidde og PUSTE sig op 4 gange i timen, og det skal man jo lige vænne sig til.

Nu er det jo af indlysende grunde smart at tage det lidt med ro med sådan et apparat på armen, men jeg har nærmest bare haft susende travlt siden jeg fik det på Smiley.

blodtryksmåler

Fik først lejlighed til at slappe af, da håndboldkampen startede, og det var skønt at smide stængerne op!

I morgen skal vi være PÅ fra morgenstunden, når vi skal ud og bowle med Lauras klassekammerater (pigerne), og derfor vil jeg nu ønske jer andre en god nat Smiley. (Jeg er spændt på, hvor meget søvn jeg selv får med det apparat på armen)

tirsdag den 25. januar 2011

“I dag er det Lauras fødselsdag..”

sang vi i morges (og det er ikke engang løgn). 4 af vores børn OG Manden har fødselsdag i januar – 2 af dem på samme dag, men med 7 års mellemrum.

Og i dag er vi altså nået til Laura, som blev 10 år. Jeg bagte en bollekone (lyder alligevel lidt ulækkert) i går aftes, og den blev pyntet i morges efter alle kunstens regler, blot for at blive splittet i atomer i 4.a.

Laura havde også ønsket at få pandekager til aftensmad, og det har vi fået.

Nu sidder manden og jeg og hygger med spændende håndboldkamp mod Sverige, mens yngste- og ældstedatteren spiller Nintendo.

Bollerina og Lauras fødselsdag, 25. jan. 2011 016

På lørdag kommer Lauras klassekammerater til fødselsdag, og de skal ud og svinge bowlingkugler i Valby.

Søndag holder vi fødselsdagsbrunch for Manden og Laura, og tirsdag skal vi fejre Mandens 25 års jubilæum i firmaet. (som han i øvrigt forlader en måned efter)

Men SÅ skulle der ikke være mere festivitas på denne side af sommerferien, og nu glæder jeg mig til noget helt almindelig hverdag.

søndag den 23. januar 2011

Stille søndag–med garanti

Vores yngste søn holdt sin 18 års ungdomsfest i går/i nat, og manden og vores voksne søn var “vagter”. Imens hyggede yngstedatter, ældstedatter og jeg os herhjemme med blandt andet en tænderskærende spændende håndboldkamp.

Inden afgang blev sønnerne og manden fodret grundigt af, så de havde noget at stå imod med (ikke at manden skulle drikke alkohold, men sønnerne.. hmm), og derfra var det ude af mine hænder. Manden sendte sms-bulletin’er undervejs gennem festen, som – i hvert fald indtil jeg gav op og gik i seng – forløb uden problemer.

partyhat1

Yngstesønnen havde for et års tid siden sin debut udi i spiritussens tåger, og selv om jeg allerede har været det hele igennem med de to ældste børn, så stopper min uro aldrig, og derfor var jeg så glad for at manden og ældstesønnen ville være diskrete vagter ved festen i går.

Jeg håber sådan, at han havde en fantastisk fest, sønnen, og jeg glæder mig til at høre mere.

Jeg hørte, da de kom hjem i nat, eller rettere: i morges, da klokken var halv fem, og jeg kunne høre, at de unge var glade og at Manden var TRÆT!

Om lidt står yngstedatter op og er frisk som jeg, men resten af familien.. dem ser vi ikke lige foreløbig  Smiley

fredag den 21. januar 2011

Totalt snyd

Bedst som man havde vænnet sig en smule til de lidt varmere grader – som i hvert fald har holdt sig på plussiden af skalaen den sidste uges tid – så vågner man op til en fuldstændig frosthvid verden og græs der er sprødt at træde på. Det er ok, bare det forsvinder igen indenfor overskuelig fremtid.

Undersøgelserne af mit hjerte viste meget fortykkede hjertevægge, lejlighedsvis hjertesvigt og “noget væske et eller andet sted derinde”. –Altsammen angiveligt fordi mit hjerte har måttet arbejde så hårdt mod det dér høje blodtryk – måske i årevis. Jeg foretrækker ikke at tænke for meget over det. Men jeg er glad for, at der er en påviselig årsag til al min træthed og min utilpashed i almindelighed. Jeg skal nu tilknyttes daghospitalet og komme til div. undersøgelser hver uge, og så må vi se hvad de finder ud af.

I dag har jeg fri og skal ud i det selskabslokale, hvor min søn i morgen skal holde sin 18 års ungdomsfest. Manden og ældstesønnen skal være vagter sammen med et par af vore gamle mandlige venner, og så skulle der være taget højde for nærmest enhver situation. Jeg skal “bare” pynte op derude; lægge duge på, hænge balloner op og bare gøre det lidt hyggeligt for de unge.

Hav en god sprød fredag Smiley

onsdag den 19. januar 2011

Nu med højtryk

for nogle måneder siden kunne jeg pludselig knap nok trække vejret igennem, bare jeg bevægede mig den mindste smule.

En efterfølgende lægeundersøgelse viste, at mit blodtryk var helt oppe i det røde felt, hvilket lægen mente var skyld i miséren med min vejrtrækning. Men den virkelige synder – mener lægen – er mit hjerte. Og dét skal jeg så have ultralydsscannet i dag. Og andre undersøgelser skal der også til. Manden har tilbudt at tage med, for undersøgelserne tager over 3 timer, og han har alligevel fri. Dejligt at han gider.

tirsdag den 18. januar 2011

Det gør noget

ved humøret. Det gør det altså. Jeg kan mærke det helt ned i maven. Og jeg har også kunnet høre det..

Sneen er smeltet væk og har efterladt omgivelserne i deres oprindelige farve, og jeg har set masser af grønt i dag. Fra min plads på kontoret har jeg den herligste udsigt over gymnasiets sportsplads, og det føles som en evighed siden, jeg så græsset på den kæmpestore plæne.

På min cykeltur hjem sang gråspurve og andre småfugle i hækkene, og eftersom sneen var væk, var vejen blevet bredere og der var ligesom også lysere..

mandag den 17. januar 2011

Det’ så trist

En af lærerne på gymnasiet døde i weekenden efter flere års ulige kamp mod cancer.

Og nu er det ikke, fordi jeg synes, at nogen fortjener at have cancer, men det er uretfærdigt!

Marianne var en guldklump. Bum. Og det er et stort personligt tab, for alle der kender hende, at hun nu er væk. For ikke at tale om hendes enorme faglige kompetence og store hjerte for eleverne.

Om lidt er der samling på lærerværelset til to minutters tænksomhed og stilhed til ære for Marianne. Jeg bliver siddende her på min pind på kontoret og ærer hende, for jeg tuder, og det vil jeg helst alene. Og så vil jeg tænke på alle hendes nærmeste, som i lang tid har vidst, hvor det bar hen, og som nu må leve med det tomrum, som Marianne efterlader.

søndag den 16. januar 2011

I dag er det Stefans fødselsdag..

skrålede vi af vores lungers fulde kraft, Manden, Laura, hundene (hvis de ellers havde kunnet synge) og jeg selv, mens vi i gåsegang entrerede Stefans værelse. Vi vidste godt, at han ikke var alene derinde, for han havde en veninde på besøg, og hun havde overnattet. Men Stefan havde advaret hende, så det var to smilende unge mennesker, der modtog folkets hyldest Smiley

Forinden havde jeg dækket bord, ristet boller og pyntet fint med flag. Vi fik en rigtig hyggelig fødselsdagsmorgenmad, hvorefter vi sendte de unge op i seng igen, fordi de var så trætte.

Lidt op ad formiddagen kom det ældste fødselsdagsbarn hjem for at få en kop kaffe med sin moar.

Resten af dagen er gået på den afslappede måde, kun afbrudt af pandekagebagning.

Nu har jeg været i bad og vasket smør-osen ud af håret, og jeg vil gå en tur ud i blogland og hilse på, mens familien ser Lykke.

Fortsat god søndag aften.

DBD617AD0B089EF975D7BD606A0982A7

lørdag den 15. januar 2011

Fødselsdagsbrunch

hos ældstedatteren nu til formiddag. (Hun og vores yngste søn har fødselsdag samme dato – med 7 års mellemrum.) Det var vældig hyggeligt, og der var disket op med alverdens lækre sager på morgenbordet. Jeg bagte franskbrød i morges til at tage med, ligesom vi også kunne bidrage med 2 kander frisk kaffe.

Min eks og hans kæreste og hans mor var der også, og jeg kom i selskab med Manden, vores to hjemmeboende og min mor, og det er ved at være en hyggelig tradition, sådan at mødes til fødselsdag hos vores datter og hendes kæreste i deres dejlige lejlighed.

På vej hjem “smed” vi min mor af og tog i Netto, hvor vi handlede til weekenden. I morgen fylder yngstesønnen 18, og så skal vi selvfølgelig have lækker fødselsdagsmorgenmad. Desuden har han bestilt pandekager til aftensmad, og dét ønske opfylder jeg gerne.

I Netto kom lidt ekstra i indkøbsvognen, da jeg fik øje på disse:

Fødselsdagsbrunch hos Stina, 15. jan. 2011 011 

Farverne kommer ikke helt til deres ret på billedet her, men skønne og klare er de, og det er lige noget mine øjne drages af i det her grå og tågede vejr.

Fortsat god lørdag til dig!

torsdag den 13. januar 2011

Tynd is

Manden har søgt – og fået – nyt arbejde! Han syntes ikke længere, han kunne klare tilkaldevagterne, de mange timer i anstrengende stillinger i snuden af et fly eller andre svært tilkommelige steder (han er elektronikmekaner med fly som speciale),  så han overgav sig og søgte på en anden, meget spændende stilling.

Nu har han altid haft en rigtig god løn, manden, men den nye stilling giver endnu mere, og det er noget af det, han har talt mest om i de sidste par uger. Mulighederne.

Og det er dejligt at se ham så glad og forventningsfuld. Der er bare den detalje, at han altså ikke har fået noget på skrift fra sin nye arbejdsgiver – blot fået det hele bekræftet pr. telefon “og kontrakten er på vej”.. Og i dag har han så opsagt sin nuværende stilling (dog kun mundtligt) og er således i teorien between jobs. Mig skræmmer det fra vid og sans, men han tvivler ikke et sekund på, at han sidder med en ansættelseskontrakt med minimum 2 underskrifter på i løbet af en uges tid.

Jeg må æde nogle isterninger og håbe, at han får ret.

Når alt kommer til alt, så kan jeg godt forstå, at han valgte at opsige sin stilling nu. Han har været der i 25 år nu (skal holde jubilæumsreception 1. februar!) og ville gerne være ærlig overfor sin chef, som på det sidste har spurgt til, hvordan Carsten kunne tænke sig at holde sit jubilæum.

Jeg følger med og prøver at bakke ham op, som han bakkede mig op, da jeg skiftede job for 3 år siden.

-Meeen jeg havde nu gerne set den kontrakt inden han sagde op…

onsdag den 12. januar 2011

Lidt for sent–typisk

Jeg kom lige forbi hos hende her og fandt opskrifter/anvisninger på de yndigste juleting.

Det er typisk mig, at jeg først finder det nu, men til gengæld er det nok lige tidsnok til at jeg ville kunne nå at flikke noget af det sammen inden december 2011 Sarkastisk smiley

Sol 7

Jeg vil ikke bringe billeder af julesagerne, men dette virker som et passende valg, for jeg kan tydeligt mærke, at dagen er blevet omkring 20 minutter længere!

tirsdag den 11. januar 2011

For syv år siden..

Min lille glade og sorgløse pige på slap line foran kameraet  Smiley

Laura, 3 år, synger fødselsdagssang..

mandag den 10. januar 2011

Brrrrrrr..

-hvor er her koldt!

Skolens varmesystem har været nærmest ikke-eksisterende i de sidste par måneder, hvilket selvfølgelig gør de fleste af vores næsten 13.000 kvadratmeter til en kold fornøjelse at færdes rundt i..

Mine kollegaer og jeg plejer at bevæbne os hjemmefra med lange underbukser, undertrøjer, tykke sweaters og fingerløse vanter, men i dag er her ikke mere end lige omkring de 16-17 grader, og kulden er alligevel for stor en udfordring, selv for ovennævnte gevandter, så næserne løber, og der er virkelig basis for slåfejl, fordi fingrene er stive af kulde.

Vi indtager varm te i mængder, og det varmer jo dejligt indefra, men det når altså ikke ud til de stakkels fingre. (eller min iskolde bagdel, for den sags skyld)

Så jeg siger det igen: Brrrrrrrr!

snowman2, picniked

søndag den 9. januar 2011

I gang!

Natten har været lang, og det er ikke meget søvn, jeg er blevet tildelt. De sidste to timer er tilbragt foran skærmen her med tungt hoved (og ditto r..) og øjne, der føles hævede pga. søvnmangel.

MEN.. nu må jeg vist lige tage mig sammen, hvis det ikke skal blive en dum og uproduktiv søndag, og dét ville da være helligbrøde. Så nu letter jeg måsen. Der er hunde, der skal ud på lang luftetur og det plejer jo at være vældig hyggeligt, når først vi er der, i Brøndbyskoven.

Senere er der en masse andre ting på programmet, men små skridt.. Vi skal nok nå det hele.

God søndag til dig der kigger forbi.

cutecolorschores2

lørdag den 8. januar 2011

Lektier

Ældsten skal lave en stor skoleopgave til på tirsdag. Hun har taget tilløb flere gange, men har ikke for alvor kunnet komme i gang, så nu har hun søgt hjælp her hos sin moar :o)

Og så håber jeg bare, jeg kan leve op til det.

Det handler om artikelopbygning..

Artikellektier m. Stina, 8. jan. 2011 016

torsdag den 6. januar 2011

Når det skal være på den måde..

Vist så jeg nyhederne i går, og vist hørte jeg også vejrudsigten.. Men det her vejr var jeg alligevel ikke forberedt på.
Det blæser i hårde vindstød, og der kommer sne ind allevegne, så jeg skal have min bør på, når jeg går mod gymnasiet, om en portion Havregryns tid.
God tur derud i dag :o)


Skrevet fra iPhone

onsdag den 5. januar 2011

Godt igang igen

Hverdagen kører efterhånden på skinner igen, og alle de hverdagsagtige rutiner er genoptaget.

Det er skønt at være på arbejde igen. Jeg nyder mit arbejde – langt de fleste aspekter af det, i hvert fald – ikke mindst på grund af eleverne. Jeg véd, at jeg har skrevet det før, men det fortjener gentagelse; Det er det fedeste job, og jeg er stadig taknemmelig over, at det faldt ned i min turban for 3 år siden.

Selv om mine arbejdsopgaver altid i overvejende omfang er de samme, så er ikke to dage ens på gymnasiet, og efter endt arbejdsdag har jeg som regel haft adskillige kasketter på i rollen som skrap sekretær, socialrådgiver, beskyttende mor og kollega, mens jeg samtidig skal bevare rollen som mig selv.

Udover alt dette har jeg gode sekretærkolleger, alle tiders rektor og et bragende godt lærerkollegie, så jeg er en heldig kartoffel :o)

Men det forhindrer mig nu ikke i at se frem til vinterferien  :o)

Anton og Tilde, aug. 2010 005

Hop, min tøs

Kom forbi hos Mette og fandt denne skønne kvinde, som altså er så graciøs, at det er som at se sig selv :o)

clip_image001

tirsdag den 4. januar 2011

Det slutter! Nu!

Kom lige til at kigge ud, da jeg passerede stuevinduet ud mod gaden lige før.

Skrid, sne.

snevejr - igen, 4. jan. 2011 002

Aaaaahhh

hvor skønt at komme hjem og slappe af med en kop te… (og gamle Anton Andersen og turboduracellhunden, Tilde)

Lys i halvmørket, 4. jan. 2011 002

mandag den 3. januar 2011

Fint og rent

er her nu, og jeg har facebook’et og læst blogge de sidste par timer med god samvittighed.

Hundene fik deres tur, og der blev også til til nogle skud med Canon’en.

 Haven 3. januar 2011 006

Haven 3. januar 2011 007 

Haven 3. januar 2011 011 

Haven 3. januar 2011 012 

Haven 3. januar 2011 017

Sidste fridag

kunne jeg godt fristes til at bruge, henslængt på sofaen, blot for at understrege, at det ER en fridag, OG også, at manden og mindstens hverdag er startet i dag..

Men..

Jeg har lovet mig selv, at når de to kommer hjem i dag, så er her som blæst! Bogstaveligt talt.

Vi har i den sidste uge ladet som om, der ikke fandtes ting som støveklude, støvsuger, toiletrens og slige ubehageligheder. Nydt hver dag og ikke lavet andet end at nyde fritiden og samværet.

Nå, jeg må i gang, og hvis jeg er lidt god, kan jeg nå at lufte både hundene og kameraet, inden familien kommer hjem.

AGI-dag 24. sep. 2010 004

En mobilprøve..

Jeg ved ikke rigtig, hvordan det program jeg har downloadet til mobilblogging, fungerer, så dette må lige blive en prøve.. Bær over med mig :o)


- Posted using BlogPress from my iPhone

søndag den 2. januar 2011

Den smukkeste tur

Ansporet af det smukke solskin og trangen til motion og sprød, frisk luft i lungerne drog manden og jeg til Brøndbyskoven med hundene.

Jeg fik et spejlreflekskamera i fødselsdagsgave i december, og jeg har glædet mig til at tage udendørs billeder med det - og gerne, mens der endnu var sne.

Sne var der i dag, og jeg skød mange billeder, mens jeg glædede mig som et lille barn til at komme hjem og få dem boostet frem på pc-skærmen.

Jeg tog over 100 billeder, vel vidende at de fleste skulle slettes igen, men der var da flere gode i mellem, synes jeg selv.













2010/2011

Jeg vil ikke som sådan gøre status; blot konstatere, at året 2010 gik vores næse forbi - hurtigt. Set i bakspejlet synes jeg slet ikke jeg nåede at få dyppet tæerne i det, året.

Men det er alligevel et år, som jeg er taknemmelig for, og som derfor er værd at nævne ;
-Det var vores første hele år i vores nye hus, som vi er blevet så glade for. (især nu, hvor alle vinduer er skiftet ud med nye, tætte og sprossede :o)
-Det var året, hvor vi måtte sige farvel til vores 16 år gamle hund, Molly, som var blevet så dement, at hun til sidst ikke anede hvor hun var, men som var så stor en personlighed, at hun for altid har sat sig dybe spor i os.
-Det var også året, hvor vi (planlagt) købte en ny hundehvalp, Tilde.
-Og så vil jeg huske at nævne, at jeg stadig synes, hver dag på mit job på gymnasiet er en fest. Jeg kan slet ikke være taknemmelig nok over, at jeg søgte og fik det job for 3 år siden.
-Jeg fik konstateret noget sygdom, men ikke noget rigtig alvorligt og ikke noget, der ikke kan behandles.
-Det går mine børn godt.
-Jeg fyldte 50 år d. 10. dec., og blev så forkælet med kærlig opmærksomhed fra alle sider, at jeg kan leve på det i årevis.
-Sidst, men ikke mindst, ja, så er jeg bare så glad for min dejlige mand gennem snart 20 år. Vi griner så godt og har det dejligt sammen, selv om vi selvfølgelig har vores kontroverser, men de er for små og for sjældne til at tillægge andet end et blik.

Med sådan et år i bagagen er det let at glæde sig til et nyt år 2011, og det gør jeg!

lørdag den 1. januar 2011

Godt Nytår

Vi skriver 1/1-11 nu, og manden og mindsten er endelig stået op efter en lang velfortjent (og nødvendig) søvn.
Ventetiden har jeg fordrevet med at bage boller, som skal nydes sammen med det faktum, at vi har fri både i dag og i morgen.

Min søde svigerinde holder traditionen tro nytårskur i dag, og der er alle former for midler til reparation af diverse ømme hoveder og maver i oprør: iskold cola i mængder, skoldhed og stærk grøntsagssuppe samt salte chips.

Manden og mindsten tager vist derud, men jeg synes ikke, jeg orker det i dag. Har større behov for at rydde op og gøre rent her, hvor det stadig bærer præg af vores i øvrigt MEGET stille og rolige nytårsaften.

Vi var kun os tre, hvilket var fantastisk hyggeligt, men vi rodede skam med anstand, tag ikke fejl af dét. Der er serpentiner og konfetti i lange baner.

Når der er ryddet op, tror jeg nok, at hundene og jeg skal ud og nyde det vidunderlige vejr.

Og SÅ kan jeg med god samvittighed nuppe en morfar på sofaen :o)

God 1/1-11 til alle. Håber, I er kommet godt ind i den.