Vi skriver 1/1-11 nu, og manden og mindsten er endelig stået op efter en lang velfortjent (og nødvendig) søvn.
Ventetiden har jeg fordrevet med at bage boller, som skal nydes sammen med det faktum, at vi har fri både i dag og i morgen.
Min søde svigerinde holder traditionen tro nytårskur i dag, og der er alle former for midler til reparation af diverse ømme hoveder og maver i oprør: iskold cola i mængder, skoldhed og stærk grøntsagssuppe samt salte chips.
Manden og mindsten tager vist derud, men jeg synes ikke, jeg orker det i dag. Har større behov for at rydde op og gøre rent her, hvor det stadig bærer præg af vores i øvrigt MEGET stille og rolige nytårsaften.
Vi var kun os tre, hvilket var fantastisk hyggeligt, men vi rodede skam med anstand, tag ikke fejl af dét. Der er serpentiner og konfetti i lange baner.
Når der er ryddet op, tror jeg nok, at hundene og jeg skal ud og nyde det vidunderlige vejr.
Og SÅ kan jeg med god samvittighed nuppe en morfar på sofaen :o)
God 1/1-11 til alle. Håber, I er kommet godt ind i den.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar