lørdag den 15. januar 2011

Fødselsdagsbrunch

hos ældstedatteren nu til formiddag. (Hun og vores yngste søn har fødselsdag samme dato – med 7 års mellemrum.) Det var vældig hyggeligt, og der var disket op med alverdens lækre sager på morgenbordet. Jeg bagte franskbrød i morges til at tage med, ligesom vi også kunne bidrage med 2 kander frisk kaffe.

Min eks og hans kæreste og hans mor var der også, og jeg kom i selskab med Manden, vores to hjemmeboende og min mor, og det er ved at være en hyggelig tradition, sådan at mødes til fødselsdag hos vores datter og hendes kæreste i deres dejlige lejlighed.

På vej hjem “smed” vi min mor af og tog i Netto, hvor vi handlede til weekenden. I morgen fylder yngstesønnen 18, og så skal vi selvfølgelig have lækker fødselsdagsmorgenmad. Desuden har han bestilt pandekager til aftensmad, og dét ønske opfylder jeg gerne.

I Netto kom lidt ekstra i indkøbsvognen, da jeg fik øje på disse:

Fødselsdagsbrunch hos Stina, 15. jan. 2011 011 

Farverne kommer ikke helt til deres ret på billedet her, men skønne og klare er de, og det er lige noget mine øjne drages af i det her grå og tågede vejr.

Fortsat god lørdag til dig!

Ingen kommentarer: