..den weekend. Jeg har nærmest en fornemmelse af, at tiden er gået med dobbelt fart siden fredag eftermiddag, men det er en helt normal fornemmelse, som jeg kan kende helt fra jeg startede mit første job som ganske ung. –Og jeg er sikker på, at mange har det på fuldstændig samme måde.
Manden har været på arbejde i weekenden. Og derfor var det mig og mine unger alene, der i går tog til hyggelig dobbelt fødselsdag hos de bedste venner. Ældstedatter skulle med og hentede os i sin bil. Skønt.
I dag har jeg ryddet op og været med mine piger på fyld-penalhuset-op-togt i Bog & Idé. (Det er i morgen, det er yngstens første skoledag i 5. klasse.) Jeg elsker den tradition lige så meget som mine unger altid har gjort, og jeg undres nu lige meget hver gang de når det her alderstrin, for nu begynder viljen/lysten/behovet hos dem for at få mærkevarer.. Og Laura er ingen undtagelse. I øjeblikket er det skoletasker og andet udstyr fra firmaet Paul Frank, der er det hotteste. Men for det første mener jeg ikke nødvendigvis, at hun skal have ny skoletaske hvert eneste år, og for det andet, er der ikke for to ører ergonomi i de skoletasker. (Og Laura’s skoletaske bliver tung.) Så vi landede på et kompromis, som vi begge kunne leve med: et Paul Frank viskelæder, ditto lommebog samt ditto blyant. Dertil masser af valgfri blyanter uden navn, bogbind, mere viskelæder, passersæt, lektiebog OG et rigtig flot penalhus. Vi blev enige om, at hun kan ønske sig en ny skoletaske til jul eller fødselsdag. Jeg er helt på det rene med, at det kompromis bliver for min regning til næste år ved samme tid..
I løbet af næste uge får hun årets skolebøger hjem, og jeg er spændt på, om hun kan huske, hvordan man binder bøger ind. (Det kan hun sikkert ikke – det forekommer mig, at jeg bandt ældstedatters bøger ind, indtil hun var 15..)
På en af mine egne togter rundt i blogverden forleden, var jeg faldet over Liselottes indlæg med de dejligste ovntørrede cherrytomater, og dem lavede jeg i dag. To sylteglas (næsten) fulde af de lækreste slikagtige små tomater, overhældt med olie og klar til fråds efter egen fantasi.
I morgen venter en hård dag på gymnasiet; det er lærernes første dag på job efter sommerferien, og dét plejer ikke at gå stille for sig. Det bliver herligt at se dem igen, og så har vi lige tre dage til sammen at samle kræfter til torsdag, hvor både nye elever og de mere hærdede 2. og 3. g’ere møder til et nyt skoleår.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar