Sygefravær

Det fylder mere i mit liv at være syg, end jeg lige havde forestillet mig. Der er så mange aspekter i det, at det faktisk først går en lille smule mere op for mig for hver dag.

En stor del af det er, at jeg ikke magter at arbejde fuldtid. (altså fulde 32 timer) Min deltidssygemelding har indtil før sommerferien indebåret, at jeg er på arbejde fra kl. 7,30-12,00 i 4 dage om ugen. Den femte ugedag går jeg til kontrol på hospitalet, hvilket normalt tager det meste af en formiddag. Den ordning har jeg stadig stort behov for, idet jeg stadig er meget mærket af den store mængde Prednisolon og imurel, som jeg indtager. (Jeg synes jeg mærker bivirkningerne, mere end jeg mærker selve sygdommen.) På fredag formiddag kommer min konsulent fra HK for at bisidde ved min sygefraværssamtale. Jeg talte i telefon med hende i går, og faktisk har hun selv været på Prednisolon-kur, så hun kunne sagtens relatere til det.

Og det har flere følger: for det første belaster det min kollega med den ekstra arbejdsbyrde. Og selv om hun bedyrer, at hun gerne påtager sig den ekstra byrde OG at det vigtigste for hende er, at jeg har det godt, så har jeg alligevel dårlig samvittighed.

Noget andet er det rent sociale aspekt på arbejdspladsen; jeg føler, at der sker ting dér, som jeg ikke er en del af, og det er ikke nogen rar fornemmelse.

Det tredje aspekt er, at det er svært at dele mine arbejdsopgaver med min kollega, fordi det nu engang er rarest selv at følge dem til dørs og stå inde for dem. –Og i øvrigt vide, hvad der egentlig er foregået.

Det er heller ikke udpræget sjovt at mærke arbejdsgivers ånde i nakken, fordi vedkommende (selvfølgelig) gerne vil have situationen afklaret for arbejdspladsen, for selv om min arbejdsgiver altså er yderst rimelig på masser af områder, så er det jo kroner og ører, der tæller i det store regnestykke.

På hjemmefronten er der hensyn at tage, og jeg kan ikke tale om sygdommen, så meget som jeg har behov for. Diagnosen er ny for mig, og det er derfor, den fylder meget i mit hoved, men i alle dagtimerne har jeg jo yngstedatter omkring mig, og så skal tingene altså siges med et andet perspektiv.

Jeg har heller ikke lyst til at være et pylrehoved (jeg har nu aldrig været slem til at have ondt af mig selv), som mine omgivelser er ved at brække sig over, fordi alt hvad jeg siger, handler om sygdommen.

Jeg følger mig socialt udfordret, fordi jeg efterhånden ligner Elefantmanden, og jeg skal tage mig SÅ meget sammen for bare at gå ud og handle i nærområdet, fordi jeg ikke bryder mig om at møde nogen, som ikke var forberedt på synet…

Når alt dette er sagt, så føler jeg mig stadig heldig over, at min kroniske sygdom faktisk ikke er værre, end den er. Og når først det hele har bundfældet sig, så er jeg sikker på at det hele vender til det positive, så jeg kan leve med sygdommen i stedet for bruge energi på at se den som min store fjende.