Jeg sidder og ser Hospitalet, som jeg synes er en dejlig, upompøs og uselvfed dokumentarserie med vidunderlige, kompetente og empatiske medlemmer af staben.
I dag er et ungt par inde, fordi pigen har aborteret og nu skal have en udskrabning. Det var en ønsket graviditet, men de unge mennesker tog det (i hvert fald udadtil) fattet, men jeg overraskede mig selv ved at komme til at hulke uhæmmet med tårerne trillende i strømme.
Da jeg var fyrre år blev jeg gravid, og det var helt planlagt, fordi Manden og jeg liige skulle prøve at lave en lillebror eller –søster til Stefan.
Ret tidligt i graviditeten havde jeg lidt blødning og lidt ondt – på den ufede måde og tog på hospitalet. Ved scanningen blev der konstateret 5 (F-E-M) levende fosteranlæg i livmoderen, og det tog mig kun fem minutter at vænne mig til tanken om at vente femlinger, selv om personalet advarede mig om, at nogle af dem formentlig ville gå til hen ad vejen. I løbet af de kommende 5-6 uger mistede jeg det ene foster efter det andet indtil der kun var et tilbage, som heldigvis blev siddende. Da jeg skulle have lavet en moderkageprøve, blev det under scanningen konstateret, at også det sidste lille foster var dødt, og selv om jeg syntes jeg havde forberedt mig selv på det værste, så slog det benene væk under mig, og det var hårdt, da Manden bagefter måtte køre mig ud til vores eget hospital, hvor jeg skulle have foretaget en udskrabning.
Da jeg efter kun et par måneder igen blev gravid og den tidlige scanning viste 3 fosteranlæg, blev jeg faktisk så ulykkelig, fordi jeg var sikker på, at jeg igen ville miste dem alle, og det gjorde jeg næsten også, men det endte godt: Laura blev hængende derinde lige til hun skulle ud på den gode måde.
Jeg er ikke i tvivl om, at der var en (god) grund til at mine fostre gik til grunde, og selv om jeg knyttede mig til dem fra det øjeblik, graviditetstesten var positiv, er jeg i dag taknemmelig for, at naturen tog en rask beslutning på mine vegne, så jeg ikke selv skulle stå overfor et urimeligt valg.
Jeg ved godt at jeg aldrig nåede at se og mærke og kende de børn, som fostrene kunne være blevet til, men sorgen er der ikke desto mindre, selv om den bliver ligesom mere gennemsigtig med tiden.
5 kommentarer:
Kære Susanne
Det var godt nok barsk læsning. Sikke da et par dramatiske graviditeter. Jeg kan godt forstå at det afsnit satte gang i både minder og tårer.
Godt at det endte med en Laura :-)
Jeg mistede også et ønskebarn for mange år siden, før jeg mødte Max. Men det er ikke noget jeg tænker ret meget på mere. Max og jeg har jo vores 'kattebørn' nu.
Mange kærlige hilsner
Malou
Det var meget rørende at læse din fortælling Susanne, der er ikke noget at sige til at du blev rørt over Hospitalet det sætter jo tanker i gan.
Flere af mine veninder har aborteret ufrivillig og det var har været en stor sorg for dem alle så jeg tror at man knytter sig meget til det der vokser inde i ind, selv om der nok er en grund til at naturen går som den gør.
Kan du have en dejlig søndag aften
Knus og klem
Jeg føler med dig, når jeg læser dit indlæg. Sad og holdt vejret.
Det hører vist til sjældentheder at blive gradiv to gange i træk med flere fostre.
Det endte heldigvis god til sidste, trods hvad der må have været nervepirrende måneder.
Knus og god mandag :0)
Ikke så sært, at tårerne trådte frem ved den udsendelse.
Åh, Susanne, det var gribende at læse. Jeg har prøvet noget tilsvarende tre gange - jeg synes aldrig, man kommer over det. Men man lærer i bedste fald at leve med det.
Klem til dig :)
Send en kommentar