torsdag den 2. juli 2009

Hyggelig afslutning på skoleåret

Traditionen tro har administrationen været på arbejde i nogle dage efter at eleverne startede deres sommerferie.

I går var så vores sidste arbejdsdag, og ligeledes pr. tradition var vi alle ude og spise bagefter – denne gang på en hyggelig restaurant på Nørrebro. Efter en dejlig middag endte vi på en bodega med mulighed for at sidde udendørs i den sydlandske aftenstemning.

Ved 23-tiden var jeg fuldstændig udkørt og tog metroen til Nørreport station, hvor der (selvfølgelig) var sporarbejde, så alle tog i både nord- og sydgående retning kun kørte på ét spor. Det ville tage mindst tre kvarter før mit tog kom og mens jeg stod der og overvejede at tage en taxa hjem i stedet, fik jeg øje på et par 1.g piger fra gymnasiet. De skulle til New York næste morgen kl. 5 og havde endnu intet pakket, så det passede heller ikke dem at skulle vente ret meget mere på at kunne komme hjem.

Det afgjorde sagen, så jeg tilbød dem at køre med i taxaen (vi bor alle i umiddelbar nærhed af gymnasiet) og vi havde en hyggelig tur hjem. Undervejs gik snakken livligt om pigernes forestående tur til New York, og inden vi fik set os om, var vi i Hvidovre og pigerne blev sat af ved deres bopæl og jeg kunne komme hjem og sove. Alt i alt en utroligt hyggelig aften!

Og må jeg lige tilføje, at 5 ugers sommerferie hermed er indledt….   :o)

 

potting-bench2

onsdag den 1. juli 2009

Hjelme


og skjold allevegne er der på gymnasiet fordi det danske landshold i amerikansk fodbold bor her i øjeblikket. Og det er de hvert år og det er helt hyggeligt at der er liv på gymnasiet når nu vores "egne" unger er væk.