tirsdag den 28. juni 2011

Dagen før dagen..

I morgen er sidste dag før 5 ugers længe ventet – og fortjent – sommerferie, og jeg har været på arbejde til ud på eftermiddagen både i går og i dag.

Solen høvler ned fra en skyfri, og på en “normal” dag ville jeg have smidt mig i liggestolen under enten æble- eller blommetræet og ladet en stille morfar komme snigende. Men helt normalt er det jo ikke lige pt., og pga. medicinen er jeg nødt til at blive indenfor i skyggen.. Det er nu ok. Og morfar’en kom snigende alligevel.

Hende her.. Hun har allerede ringet tre gange fra kolonien – i højt humør, og det er skønt.

IMG_9875

mandag den 27. juni 2011

Nedtælling

Lige om lidt kører Manden og jeg yngstedatteren afsted til feriekoloni-bussen. 8 dage skal hun være væk, og hun glæder sig! Det gør vi andre også, men det bliver nu alligevel underligt, at hun ikke er her.

Fra på torsdag har jeg ferie, men indtil da skal den have en ordentlig skalle på job, så der er så få og så overskuelige bunker som muligt at vende tilbage til d. 4. august.

Åh, hvor jeg glæder mig til den ferie!

søndag den 26. juni 2011

I studinens navn

Fredag gik med ældstedatters translokation fra CPH West i Tåstrup. Derfra skulle hun og jeg direkte videre til først Ikea for at kigge efter div. badeværelsestilbehør og så i Netto, Lidl, Føtex og Bilka efter mad og drikkevarer til studentergildet lørdag. Hun havde valgt ikke at køre med de øvrige studenter i vogn. Syntes, hun var blevet for gammel til den slags..

IMG_9853

 

IMG_9857

 

Hjemme i haven havde Manden og ældstesønnen i fællesskab sat et lånt festtelt op i haven og resten af aftenen gik med at arrangere partylys derinde, dække borde osv.

IMG_9858

Salat-, burger- og pølsebuffet..

IMG_9864

Sikke mange lækre gaver! Det blev en rigtig hyggelig dag for både student og gæster. Jeg selv gav dog op og gik i seng ved 23-tiden. De unge holdt ud i teltet til ved 2-tiden.

IMG_9866

-Og i dag har alle hjulpet til med oprydning og rengøring. Her er ældstesøn og svigersøn i gang med at samle teltet.

IMG_9871

Jeg er lettet over, at arrangementet er vel overstået. Det har været 3 hårde dage helt uden middagslur (eller hvil i det hele taget) og det kan mærkes på min krop.

torsdag den 23. juni 2011

Selvmedlidenhedssvælgende indlæg

Jeg spurgte min sygeplejerske ude på nyreafdelingen i går om hun kendte til reglerne for transport af livsnødvendig medicin over grænserne i forbindelse med min og familiens nært forestående ferie til Cannes..
Så blev der helt stille i den anden ende.. "Jeg tror slet ikke, lægerne vil have, at du rejser nogen steder", sagde hun.
Den havde jeg ikke set komme. Som i overhovedet.
Nå men hun ville få spørge overlægen og bede hende ringe til mig om det. Hvilket hun gjorde i går eftermiddags. -Og bekræftede, hvad sygeplejersken havde sagt. Jeg skal ingen steder. Udrejseforbud. Det er for farligt med de mængder af Prednisolon og alt det andet skrammel jeg indtager. Fremmed bakteriekultur. ALT for meget sol. (Jeg har ingen immunforsvar pga. medicinen, så min risiko for hudcancer er mere end dobbelt op.)

Og selv om jeg godt kan se det indlysende i det, lægen sagde, så synes jeg faktisk, det er synd for mig.

tirsdag den 21. juni 2011

Revnefærdig af stolthed..

er jeg.

Altså jeg er altid stolt af alle mine børn, tag endelig ikke fejl af det, men lige i dag er det altså ældstedatter, der er rammen for mit følelsesudbrud.

12 i alle eksamensfag har hun fået - og nu i tilgift en flot blommefarvet studenterhue, som klæder hende så smukt.



Shhhh - det er herinde hun bliver ristet..

Spændingen er ulidelig!

Lillesøster giver storesøster huen på.

Hun har en lyserød studenterhue i forvejen, ældsten. Fra dengang hun blev uddannet frisør. Men pga. varig vand-eksem (!) og kroniske skader i øvrigt på ryg og i arme, har hun måttet sadle om, rent fagmæssigt, og fra september venter altså den nye elevplads i BaneDanmark.

torsdag den 16. juni 2011

Sikke et hus - ungen havde lus!

Dagen i går var lang! Jeg var så flittig, da jeg kom hjem fra arbejde og fik en masse fra hånden: indkøb, tøjvask og -ophængning, oprydning og meget andet.


Grundigt træt, fik jeg, mens vi spiste, øje på en kæmpe (K-Æ-M-P-E) lus i yngstens hår! Og den var selvfølgelig ikke alene.. Jeg var nærmest grædefærdig af træthed, og yngsten var bare grædefærdig. Hun har meget langt og tykt hår, og det tager ikke under halvanden times tid at behandle det hele, lade behandlingen sidde i en times tid og så til sidst kæmme og skylle ud. For ikke at tale om, at alt sengetøjet jo så skulle skiftes, børster og div. hårpynt i fryseren og så videre.. Gudskelov i øvrigt, at vi overhovedet havde lusekur i huset.


Men vi kom det hele igennem, og langt om længe kunne vi gå i seng, temmelig langt over yngstens normale sengetid.
Kors, hvor jeg dog bare hader lus!

mandag den 13. juni 2011

Pyyhramiderne

jeg synes ellers, jeg lagde godt ud i morges med masser af energi og nåede heldivis også at få en del fra hånden, men fra i eftermiddags kunne jeg godt mærke, at det ikke ville holde.

Mine kræfter er brugt op og jeg føler mig fuldstændig slidt. Det er længe siden, jeg har haft det sådan, og jeg går ud fra, at det er lige dele sygdom og medicin, som gør mig så drænet.

De sidste kræfter er brugt på at redde vasketøjet ned fra tørresnoren, for jeg tror ikke, vi slipper ret meget længere for det regnvejr, som flere bloggere i den mere vestlige del af landet har talt om i dag.

Yngsten er puttet nu, og om en lillebitte time skal jeg samme vej – dog med Journal 64 under armen. –Og så håber jeg på at vågne med masser af energi i morgen.

Ajour

Manden drog til Stockholm på en uges kursus for et par timer siden, og jeg har været aktiv siden; Har hængt dagens første maskinfuld tøj til tørre (og den næste maskine snurrer allerede lystigt), gået tur med hundene og ajourført telefonkalenderen med husets papirkalendere, så ingen i familien kan komme og sige, at de er gået glip af noget.

IMG_9822

Slutningen af juni får to af vores døtre huer på. Og der bliver også arrangeret noget i forbindelse med uddeling af deres eksamensbeviser. Og vi har sagt ja til at lægge hus til hue-grill-fest her.

Juli venter lige om hjørnet, og med dén venter familiebesøg fra USA, familietur til Cannes, div. fødselsdagsfester og ferie i sommerhuset i Rørvig og hvad har vi..

Det er med at holde tungen lige i munden.

Resten af dagen i dag byder på hyggeligt samvær med yngsten, mens vi psykisk ruster os til en travl, men kort arbejdsuge.

søndag den 12. juni 2011

Pinsedagsmorgenshaveinspektion

En kop te i den ene hånd, et kamera i den anden og to vimsende (sultne) hunde i hælende og så en tur på tidlig inspektion i haven..

IMG_9816Fra havens hyggeligste krog

IMG_9809

Der er gået lus i min uægte jasmin

IMG_9813

Clematis og pelargonie

IMG_9817

Tilde begriber ikke, hvad alt det fotohalløj skal gøre godt for, når hun nu ikke har fået mad endnu..

IMG_9818

Det første hindbær på vej

IMG_9819

-Og de første solbær

Det er en skøn søndag morgen, og den bliver ikke værre af, at der faktisk er een mere af samme slags i morgen..

God dag til jer der kigger forbi Send et kys

fredag den 10. juni 2011

Om lidt kan pinseferien indledes..

men først har jeg dog et kontrolbesøg på Herlev Hospital, der skal overståes. Dér får jeg vel det sædvanlige at vide, og bagefter skal jeg bare hjem og hygge mig med at vide, at weekenden er en anelse længere end normalt.

Åh ja, jeg skal forresten også lige en smut på biblioteket og hente Jussi Adler-Olsens Journal 64, som skal gøre det ud for underholdningen en del af pinsen.

God fredag til jer der kigger forbi.

torsdag den 9. juni 2011

Pyyyh, hvor vi kommer til at lugte..

For små 3 uger siden gik håndværkeren igang med at renovere vores badeværelse på 1. sal.

Han har ikke lagt skjul på, at det ville vare en måneds tid eller længere, og vi har hver især i mellemtiden badet på vores jobs, i skolen, svømmehallen og den sidste uge også på vores gæstetoilet. Det anede jeg ikke, at man kunne, men muligheden lå lige for, så nu er det helt overskueligt at skulle bade.

Men i mellemtiden er her nogle billeder af projekt nyt badeværelse fra start, og jeg glæder mig til at kunne sætte FÆRDIG-billederne på  -  hvem ved, måske allerede om et par uger?

Det øverste billede er, som badeværelset så ud, da vi flyttede ind.

Badeværelse

Badeværelse, 2. dag, 10. maj 2011 001

-Her er gulvet brækket op..

Badeværelse, 2. dag, 10. maj 2011 003

-Badekarret fjernet..

Badeværelse, 2. dag, 10. maj 2011 004

-Hvor toiletkummen var tilsluttet..

Ibis-arrangement 12. maj 2011 005

-Skunkrummet set fra – skunkrummet..

Ibis-arrangement 12. maj 2011 006

-Badekarrets plads..

Projekt nyt bad, start 9. maj 2011 012

-Installationer i skunkrummet..

Div. badeværelse, juni 2011 009

-Gulvvarmerør lagt..

Div. badeværelse, juni 2011 027

-Vådrumsplader sat på væggene..

Div. badeværelse, juni 2011 029

-Gulvet støbt..

søndag den 5. juni 2011

Herregud

Vi har været hjemme i hele weekenden og har derfor haft rig lejlighed til at holde øje med årets mejseforældre og deres travle pendulfart til og fra redekassen.

Det var først i eftermiddags, det gik op for os, at vi ikke har set dem i dag. Og heller ikke hørt deres karakteristiske advarselsskræpperi, når de havde mad med tilbage til ungerne.

Efter at have ventet yderligere et par timer, løftede vi redekassen ned og fandt desværre kun denne lille fyr.

IMG_9794

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Man kan se, at dens søskende har ligget lunt og sikkert nede i hulningen i nederste venstre hjørne på nederste billede. Han er ikke blevet ret gammel, før han måtte give op.

IMG_9797