Travl påske

Var i haven hele dagen i går, og det var skønt at bruge kroppen ovenpå al den slappen af de sidste 3 ugers tid.

Vi bestilte i går et redskabsskur (det mindste på markedet). Det bliver leveret i morgen og skal stå i dette hjørne af haven, som på mystisk vis altid har været rodet og båret præg af div. haveredskaber mv., som godt nok hører til billedet på en eller anden måde, men som dog RODER. Og de skal IKKE stå på den hyggelige overdækkede terrasse mere!

Nå, men forarbejde! Der skal gøres meget, og jeg er glad for, at min store søn elsker den slags projekter lige så meget, som jeg selv gør, for jeg havde aldrig klaret det alene.

På fredag får vi vores gode venner på besøg til påskefrokost sammen med alle vores børn og svigerbørn, og jeg håber, at skuret står på sin plads til den tid.

Den rigtige vej

Dagens kontrol på Herlev Hospital viste fra blodprøven i mandags, at mit nyretal (kreatinin) stadig er for nedadgående, hvilket er helt fantastisk. Bivirkninger er stadig øverst på lægernes spørgeskema, og det varer vel ikke længe, før de for alvor sætter ind. Jeg føler mig i venteposition, fordi jeg ved de kommer, bivirkningerne, men ikke hvilke, og selvfølgelig heller ikke i hvor høj grad..

Måske er jeg lidt for opmærksom på symptomer, og jeg går meget op i, om det jeg siger/mener, er et udtryk for at jeg er påvirket.

På vej hjem fra hospitalet hentede vi Tilde hos hundefrisøren – hvilket var så spændende, at jeg havde helt ondt i maven. Her er hun lige før og lige efter besøget hos frisøren. Jeg er ovenud tilfreds, og livet bliver meget lettere for både hende og os. (Livet er for kort til filterknuder)

I dag har Manden morgenvagt, dvs. 7-15, og jeg vil male carporten med hjælp fra ældstesønnen, som også har på programmet at højtryksspule vores blomsterkasser, terrassefliserne mv., så dagen skal nok få ben at gå på.

I morgen skal vi i Bauhaus og købe blomster til udplantning. Jeg glæder mig til at få jord under neglene igen.

Det ser lovende ud..

På en dag som ellers er startet med kulde, tåge og gråvejr, og hvor jeg af samme årsag har haft gang i brændeovnen hele formiddagen, ser det nu lysere og lysere ud derude.

Jeg har været i underskud på energi-kontoen siden hospitalsopholdet, og langt de fleste dage har jeg ligget henslængt på sofaen med et tæppe over mig.

I dag tror jeg, skal være dagen hvor jeg prøver at få bestilt noget. Det føles rigtigt, og den første omgang tøj snurrer nu lystigt i vaskemaskinen.

Om lidt vil jeg vove mig ud i haven og give min plæne en ordentlig overhaling med løvriven. Og hvis tiden og kræfterne er med mig, vil jeg kigge lidt på vores overdækkede terrasse, som jeg gerne vil gøre hyggelig og indbydende med nye hynder til de hvide møbler, måske en hylde til fyrfadslys eller lign.

Nu er den foreløbig blevet malet (det er i virkeligheden bagsiden af vores carport/værksted) af Manden og sønnike, men jeg forestiller mig, at der er et utal af muligheder for at gøre det til et rigtigt hyggehjørne. Solen skinner her fra ved 13-tiden og nærmest til solnedgang, så pladsen er ideel til både aftensmad/eftermiddagste mv.

Nogen der har nogle gode idéer? Gode råd modtages med kyshånd! 

Siden sidst

har der været foregået så meget på alle mulige fronter i almindelighed og på helbredsfronten i særdeleshed.

For at gøre en lang historie kort, så havde jeg vrøvl med tårnhøjt blodtryk og kunne dårligt trække vejret.
Blodprøver viste meget dårlige nyretal (det hele hænger angiveligt sammen) og jeg blev indlagt på Herlev Hospitals Nefrologisk medicinsk afd. d. 28. marts. Her viste bl.a. en nyrebiopsi, at mine nyrer har været syge i lang tid og jeg har kun 1/4 nyrefunktion tilbage. Så jeg fik besked på at tale med min familie om dialyse og hvem der kunne/turde være nyredonor. I mellemtiden fik jeg så høje doser af forskellig målrettet medicin, som HELDIGVIS fik mine nyrer til at opføre sig en smule bedre, og nu ser det ud til at jeg slipper for kniv og dialyse.
Til gengæld skal jeg (pga. al medicinen)

indenfor de kommende par uger regne med et hav af bivirkninger som måneansigt, dobbelt op på risiko for hudcancer, nedbrud af knogler og meget andet festligt. Det er dog altsammen noget, som enten går i sig selv eller som jeg allerede nu får noget forebyggende for.

En enkelt blodtransfusion blev det også til under opholdet på Herlev.

Alt i alt er jeg bare en heldig kartoffel, føler jeg. Jeg mener, tænk at få en kronisk sygdom, som faktisk kan behandles, så man kan leve med den. I hvert fald indtil videre.
Nå det blev i hvert fald ikke nogen kort historie, men det var sådan den var :o)