Fra min plads på solvognen

Mejsernes landings- og startbane :o)

 

Bonderosens buttede blomster

Klematisen som vokser op ad trolden

 

De to her. Hende til venstre er min  :o)

 

Her er hun med Anton Andersen  :o)

Hvor dum må man være..

Manden talte med hende fra Nykredit i går. Efter nogen snak frem og tilbage kom han frem til:

1. Hendes chefs første indstilling havde været at sige nej til at yde os et lån
2. Hun mente at hun efterhånden havde forklaret sagens rette sammenhæng
3. Måske får vi svar på tirsdag
4. Når man låner penge til et hus, så kan man ikke låne 200.000 oveni til div. reparationer af huset (og vi er jo lige kommet ind med firetoget, så det troede VI, at man kunne)

Da jeg sagde til Manden, at han skulle prøve at rykke for et svar her inden Pinse, var jeg sikker på, at vi så ville få klar besked, hvad enten det var godt eller skidt. Men svaret var, at vi “nok” får besked på tirsdag. Jeg var bogstavelig talt lige ved at græde af frustration og skuffelse. Hold da op hvor er det hårdt at gå og vente!

Nå, men vi har sendt låneansøgning til både Nordea og BRF-kredit nu. Og sender nok også til andre muligheder, som så forhåbentlig kan se det indlysende potentiale i et ægtepar med god fast indtægt og ingen gæld i forvejen, men til gengæld INGEN opsparing.

Ankelen har antaget en klædelig lilla/bordeaux farve, hævelsen er faldet en smule og gør en smule mindre ondt.

I dag skal vi drikke kaffe med forældrene til en af Lauras klasseveninder. De er smaddersøde, og vi griner så godt sammen, selv om de nok er 10 år yngre end vi er :o)

På to fødder igen

Jeg kan støtte forsigtigt på den forstuvede, og kan sagtens holde det ud, når jeg lige tager et par panodil med jævne mellemrum. Hævelsen er faldet til lige under elefantfodsstørrelse, men jeg kan stadig ikke have sko på. Heldigvis havde jeg lige et par gamle klipklappere, og så er jeg taknemmelig for årstiden  :o)

Den helt store udfordring er at komme på første sal, hvor vi har toilet og soveværelse, men når man først har fundet en metode, så går det egentlig ok.

Blev behandlet som en dronning på arbejdet i går, og det var rigtig dejligt at få hjælp til at få hentet mange ting. Sad med foden oppe på en skammel så længe ad gangen jeg kunne holde det ud, og en af mine kollegaer kørte ud for at købe en ispose til mig.

 

Jeg skal sende optagelsesbreve ud til alle kommende elever i dag (alle gymnasier i Hovedstaden gør det i dag), og jeg fik forberedt og printet langt de fleste, så der skal bare pakkes i dag. Det hører til de opgaver, som alle vi tre sekretærer synes er hyggeligt en gang i mellem. Vi kan samle og pakke og lukke i et væk og koble hjernen helt fra imens, og det er en god fornemmelse, når man lige har været så koncentreret under den forløbne del af processen. –Og så kan vi snakke imens  :o)

Nykredit orker jeg næsten ikke at tale om. Det sidste vi hørte var, at de lige skulle bruge noget dokumentation på to forskellige ting (som de allerede har fået en gang før) Det der tager tid, er angiveligt nogle før- og efterberegninger i forbindelse med en pensionsordning, som vi for mange år siden indgik i. Hvori besværligheden består, har jeg ikke fantasi til at forestille mig, men faktum er, at jeg i denne uge overhovedet ikke har kigget på mine billeder af huset og heller ikke tilladt mig selv at sætte så meget som en lampe op i fantasien..Og hver gang huset dukker op i mine tanker (1000 gange om dagen), skubber jeg det fra mig. Men jeg ved jo, at selv om jeg synes jeg forbereder mig på det værste, så bliver jeg rigtig ked af det hvis vi får nej.

Jeg lover at skrive i samme sekund, vi hører nyt..

På skadestuen

Så sidder jeg så her. Vred voldsomt om på foden på vej hjem fra indkøb efter mit famøse sekretærmøde. Lå så lang jeg var og småtudede fordi det gjorde så vanvittigt ondt. Kunne ikke røre mig i flere minutter og alle mine indkøb lå spredt på jorden omkring mig. Der gik masser af mennesker forbi og ikke et øje hjalp mig, så til sidst fik jeg kæmpet mig op, samlet alle mine varer, mens jeg balancerede på et ben. Slæbte mig hjem med ca en meter i timen. Min store søn var heldigvis hjemme og hjalp mig ind og ligge på sofaen med is om ankelen som efterhånden lignede noget der var lyv. Det lykkedes mig at falde i søvn og da jeg vågnede var jeg alene og min fod gjorde om muligt endnu mere ondt. Vores toilet er på første sal og jeg kunne bare ikke komme derop. Valgte til sidst at ringe efter falck hvor vi har abonnement på syge transport. Tre timers ventetid siger jeg bare. Men jeg synes egentlig det går bedre nu bare fordi jeg er hér. Og hvis de nu gir mig noget bandage og en krykke, så klarer jeg den. Nykredit har først svar i morgen. Man skulle sgu tro, vi var på overførselsindkomst og havde gæld alle vegne. Det er vi ikke og det har vi ikke. Og jeg er sk... sur på dem derinde. I Nykredit. Nå nu blev den lille dreng med hul i hovedet endelig kaldt ind. Så er der kun tyve tilbage før mig. Med fare for at lyde som om jeg har ondt af mig selv (det er overstået nu) så håber jeg altså at I andre har haft en bedre dag end min... :-)

SUK

Dagen gik i går uden noget nyt. (Ellers havde I jo hørt det!) Og lige nu er jeg på vej til sekretærmøde i Stenløse. Det tager halvanden time hver vej og mødet er fra ni til tolv. Det blir så nok Manden der blir ringet til fra Nykredit (hvis det ellers passer damen i dag) og han har fået strenge ordrer på at sende en sms så snart han - måske - ved noget mere. I mellemtiden kan jeg så sidde og høre om fordelingen af det kommende skoleårs nye gymnasieelever. Tror næsten ikke jeg kan koncentrere mig. Nu håber jeg bare vi får besked i dag. Jeg kan næsten ikke klare flere søvnløse nætter.. God dag til jer :-)

Update Nykredit

Stærkt ansporet af opfordringer fra alle hjørner samt af en god håndfuld sommerfugle i maven ringede jeg til vores sagsbehandler hos Nykredit i morges, men tænk så er hun “ude på besigtigelse hele dagen”…!

Aj men altså, så gør hun jo heller ikke livet let for os, vel?

Nå men lige midt i min selvmedlidenhed fik jeg en mail med dette LINK og så synes jeg egentlig lige, jeg blev sat lidt på plads og i perspektiv med hensyn til mit problem..

SLAM! Tag dén, Fru Lipka!

(hvis I følger link’et, så husk lyd. –Og kleenex.)

Jeg bliver nødt til

at tvinge mig selv til at tænke på noget andet end det hus, indtil vi i det mindste har hørt fra Nykredit. Det har været en laaang dag i dag, og da vi endelig gav efter og ringede til sagsbehandleren for at rykke for resultatet, var hun gået hjem for i dag!

Hvor står vi så, hvis jeg lige må være så fri at spørge?!

Jeg er så træt af at ligge søvnløs i nat, at jeg næsten ikke kan hænge sammen, og jeg må tvinge mig selv til ikke at lægge mig på sofaen og lukke øjnene – bare et lille øjeblik…

Fik jeg fortalt, at vi – i går da vi var på rundtur i huset – pludselig hørte en hane gale fra en nabogrund?   :o)

(ååhh nej, nu kom jeg til at nævne huset igen :0)

“Jeg har ikke tænkt mig at lægge fingrene i mellem”

var min brors ord, da vi mødtes med ham i dag. “Jeg tager ikke med for at give jer ret i, at det er en skøn have og en herlig farve på væggene i badeværelset, og I kan lige så godt forberede jer på lidt af hvert.”

Gulp. Nå, men det var jo også den dybere mening med hans tilstedeværelse i dag. Med bygningskonstruktørens kasket på. Han havde taget målebånd, notesbog og pen med.

Ejendomsmægleren havde som ved de andre fremvisninger åbnet alle døre og vinduer og tændt radioen. Den sidste rest af skyer var pist forsvundet og solen skinnede med fornyet styrke. Vi har jo lært tricket efterhånden, Manden og jeg, men alligevel var jeg klar til at flytte ind. Lige på stedet. Hold da op hvor var der mange stauder i den lille have. 2 gamle frugttræer. Det ene kan man lige hænge en lille gynge op i :o) Krydderurter i tonsvis. Bare for lige at nævne noget i flæng..

Mens Laura og jeg gik rundt i hele huset og Ihhh’ede og Nææ’ede og Ej hvor hyggeligt’ede, gik min bror straks i gang med den alvorlige del. Bankede her og der. Noterede. Målte her og der. Noterede. I en hel halv time gik han bare rundt og så alvorlig ud, mens han en gang i mellem stillede spørgsmål til mægleren, som holdt sig passende ydmygt i baggrunden.

Vel hjemme hos os igen lavede min bror en estimering på omkostninger i forbindelse med udbedring af de ting der står i tilstandsrapporten og de ting han selv havde fundet værd at notere. Han nåede op på 205.000,-, men så er huset også bragt op til energimæssigt forsvarlig standard. Han indrømmede i øvrigt at huset dog havde flere indlysende fordele  :o)

Derudover er der ting, som strengt taget bare er på ønskesedlen: Køkkenet fra ‘66 skal skiftes ud (men ikke nødvendigvis fra starten), vi vil gerne have nedlagt en væg (bærende, selvfølgelig) og det ved vi af erfaring er dyrt, brændeovn + installation (der er skorsten) PLUS det løse…

Vi ved ikke hvor langt sælger er villig til at gå ned, og om vi måske skræmmer ham helt væk med et alt for lavt bud, og vi ved ikke engang hvad vi kan sidde for eller hvor meget banken vil låne os… Iiiihhh altså. Der er sgu ikke meget vi ved. Kun at vi er vilde med huset.

Jeg håber sådan at vi hører fra Nykredit i morgen eller senest tirsdag, så vi ved hvor meget vi kan byde.

Ak ja

Jeg har lige hængt tøj op i haven. Henne under troldetræet, som er mejsernes start- og landingsbane når de henter mad til de små, som på magisk vis ved præcis hvornår de må pippe og hvornår de skal være stille..

Under tøjophængningen kiggede jeg som altid rundt på clematisen, der endelig er begyndt at vokse op ad stammen på trolden, på mine bonderoser som allerede står med kæmpeknopper, vortemælk, storkenæb, ja alle de blomster vi i tidens løb har sat i jorden her.

Vi har boet her i 17 år, og både haven og huset indvendig har udviklet sig sammen med os med årene, og selv om det virker fjollet at sukke over det nu, fordi vi jo trods alt endnu ikke har købt hus, så ER det altså alligevel lidt vemodigt at tænke på, at vi skal herfra. Vores børn er opvokset her, vi har sat vægge op og revet nogle andre ned, fået det fedeste køkken og det dejligste badeværelse og der er så mange minder forbundet med huset, at jeg –og resten af familien - vil komme til at savne det.

MEN tænk at vi flytter fra noget dejligt til noget som er endnu mere dejligt. Dét er da et privilegium!  :o)

I mellemtiden går jeg bare og venter på at klokken skal blive fire, hvor vi har bestilt fremvisning, så vi igen kan komme ned og se på “vores” hus sammen med min bror, som på forhånd har læst tilstandsrapporter og andre papirer vedr. huset igennem.

 

God søndag!

Godt at kende nogen..

-der kender nogen osv. Jeg skal nu ikke så langt ud  i strengen, for jeg har jo brormand, som er bygningskonstruktør til at tage med ud i mulige husemner, læse tilstandsrapporter, råde os mht. priser mv. Det er også ham, der har fortalt mig om Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside, herunder boligejer.dk, som er et fantastisk stykke værktøj til folk som mig og mit livs udkårne, som er fuldstændig amatører udi hushandel. Hjemmesiden henvender sig både til køber og sælger og alle dem midt i mellem, og jeg vil vove den påstand, at man er klædt ret godt på, når man har læst på lektien her.

Vi var med mægleren ude og kigge på fire huse i går. Vidt forskellige, hvad angår pris, kvalitet og indretning, og ingen af dem ramte os i hjertekulen. Et af dem var så langt fra de ønsker, vi har beskrevet over for ejendomsmægleren, at jeg gav ham en pæn skideballe, fordi det på alle måder var spild af tid at tage ud og kigge på det.

Men vi har faktisk allerede kastet vores kærlighed på et hus, som jeg også skrev om forleden.

Der skal uden tvivl gøres en del ved huset, (hvor meget ved vi først for alvor, når min bror har været med dernede i morgen eftermiddag) men jeg må indrømme, at jeg rent mentalt har indrettet huset og er flyttet ind i det :o)  Der er stisystem hele vejen til Lauras skole, og jeg får måske 2 minutters cykeltur mere ud af det. For Mandens vedkommende er der ingen forskel hvad angår transporten.

Det er egentlig modigt af mig at sidde her og skrive om det, for skuffelsen bliver stor, hvis nu det ikke bliver det hus alligevel  :o(

Nu må I have en rigtig dejlig lørdag (er det ikke fantastisk at det KUN er lørdag?)

Dejlig konfirmation

Hun var så fin, min niece, og det var en hyggelig aften med alle mulige gode og opfindsomme indslag.

Der var ufatteligt mange sange og taler, men det der gjorde størst indtryk, var min brors tale til sin datter. Min bror har (haft) cancer (modermærke), og der var en lang overgang for et par år siden, hvor ingen troede at han ville klare den, og det var dét hans tale handlede om. Hvor taknemmelig han var over at kunne være tilstede på denne dag. Min bror var lige ved at græde, og det var vist alle andre tilstedeværende også.

Pyh.

Nå og så fangede jeg lige alle mine og Carstens piger i et totalt fjantet øjeblik:

Egen jord under neglene

har vi endnu ikke, men vi så tre meget forskellige huse i søndags, og det lærte vi en masse af. Blandt andet, at vidvinkelkameraer er et uundværligt redskab for ejendomsmæglere – og sælgere  :o)

Det ene var næsten en type rækkehus, på den måde at garagerne rørte gavlen på huset ved siden af. Det var et rigtig dejligt hus med en virkelig hyggelig første sal, med skråvægge, hvide fyldningsdøre mv. Stort reelt (gammelt, men pænt) køkken med masser af skabsplads. Værelser nok til alle og oven i købet til et arbejdsværelse. Indbyggede skabe overalt. Ret lille have med stauder og et par frugttræer. Der skulle laves en del, bl.a. rives en væg ned mellem spise- og opholdsstue og endnu en væg mellem opholdsstue og køkken, men hvis sælger vil gå et pænt stykke ned i pris, så er det absolut stadig på tegnebrættet.

De to andre huse var reelt så små visse steder, at jeg kunne mærke klaustrofobien komme krybende under huden. Hyggelige men ALT for små.

Vi køber ikke hus uden at min bror kommer med og kigger på selve huset og på tilstandsrapporten. Min bror er bygningskonstruktør og det er guld værd (kan i hvert fald vise sig at være det) at have en fagmand med, så man ikke køber katten i sækken.

På fredag skal vi med ejendomsmægleren på tur rundt til forskellige emner i Hvidovre, hvoraf vi selv har valgt et ud, og resten er forslag fra ejendomsmægleren. Min bror vil forsøge at komme med, selv om han holder sin datters konfirmation (hvor vi også skal med) dagen før    :o)

 

Om en lille times tid

tager vi afsted for at se på det første hus af tre på programmet i dag. Jeg har sovet forbavsende godt i nat, i betragtning af, hvor spændt jeg er.

Nu vil jeg skynde mig at vække resten af familien, så de kan nå at gøre sig klar til fremvisningen  :o)

Fortsat dejlig søndag til alle der kommer indenfor :o)

 

Vovsen og volvoen har vi

men villaen  har været insisterende perifær igennem vores ægteskab. Lige da vi flyttede sammen, Manden og jeg, havde vi mange børn, som boede her på typisk dine-mine-vores-weekendbørn-skemaagtig måde. Dengang kiggede vi efter noget større at bo i. Af nød.

Vi fandt aldrig et hus, som vi kunne få råd til, og jeg har faktisk kun i smug kigget længelsfuldt i husannoncerne.

Nu er der faktisk gået 18 år, siden vi flyttede ind i vores dejlige lejede rækkehus, og i mellemtiden er to af vores børn flyttet hjemmefra, og vi har endelig fået så meget ledig plads, at vi nu har gæsteværelse, syværelse OG et værelse til hver af ungerne og et til forældrene..

Ikke desto mindre ligger den i maven endnu, behovet, trangen, og vi begyndt at kigge på hus – her i Hvidovre, for det har vi lovet laura og Stefan.

Jeg tjekker lokalaviser og internet, læser tilstandsrapporter og energimærkninger, og de mulige emner sender jeg videre til Manden, som til nogle af husene nikker anerkendende og til andre ryster vantro på hovedet.

Men det er så sindsygt spændende, og den store forskel fra nu og til dengang er, at vi nu “bare” har lyst..

-Og vi skal se på tre emner på søndag..   :o)

Under skriftlig eksamen

bliver elevernes mobiler opbevaret af eksamensvagten i en kurv. Eleverne skal selvfølgelig slukke mobilen først, men hvis nu én har glemt det, og vedkommendes veninde hele tiden sms’er for at høre, hvordan eksamen er gået, så er det rimeligt forstyrrende for hele banden, for når telefonerne ligger samlet i en kurv som den på billedet her, så er det umuligt at finde ud af hvilken telefon der siger lyde…

Derfor kom denne klasses eksamensvagt ind til os sekretærer med alle apparaterne, og så kunne VI sidde og høre på det.. Men vi er en del mere handlekraftige end som så, og nu er de linet op så vi kan myrde synderen, så snart den siger PIP  :o)

I dag er det Mo-ors da-a-ag

skrålede de i kor i morges, Manden og Stefan og Laura og hundene og Stina, som også var kommet.

Og jeg fik blomster og vi spiste brunch og siden har vi slappet af og nydt vejret og det var bare så hyggeligt.

 

 

En ufortjent fortjenstmedalje

Sidste år i august bestilte en af vores elever et uddannelseskort (rabat på transport til og fra uddannelsesstedet) online, og hun fik det.. Men det var de forkerte zoner, der var angivet på det, og så startede kampen. Som i K-A-M-P-E-N.

Og eftersom jeg jo er uddannelsesstedet, så var det altså mig der på elevens vegne kæmpede mod DSB for at eleven fik det rigtige kort. I mellemtiden har hun selv betalt for sin transport frem og tilbage, og de penge (mange) skulle hun jo også have refunderet. Jeg har fandme aldrig været ude for noget lignende. Det hører også med til historien, at eleven aldrig nåede at få et korrekt uddannelseskort

Jeg vil undlade at gå i de grimme detaljer om de ufatteligt mange forgæves telefonopringninger og mails til dsb’s afd. i Kolding; bare sige at den her æske lå på mit skrivebord forleden. Fra den taknemmelige elev, som efter næsten et år (1 dag før sidste skoledag) endelig havde fået tilsendt sin check fra dsb…

Det var faktisk hende der skulle have en medalje for svie og smerte og stor tålmodighed, men glad, det blev jeg.

 

Jeg lever skam endnu..

Skriveblokering. Det må være det der har været i vejen, for jeg har haft masser af begivenheder at skrive om, og taget et hav af billeder af stort og småt, som skulle på bloggen, men når jeg så sad foran pc’en med hænderne på tastaturet, så var der blankt!

Uden de store forventninger til skrivelysten kommer jeg her forsigtigt tilbage med glimt fra haven, som den er lige nu..

Rigtig dejlig bededag til dig der kigger forbi  :o)