Selvmedlidenhedssvælgende indlæg

Jeg spurgte min sygeplejerske ude på nyreafdelingen i går om hun kendte til reglerne for transport af livsnødvendig medicin over grænserne i forbindelse med min og familiens nært forestående ferie til Cannes..
Så blev der helt stille i den anden ende.. "Jeg tror slet ikke, lægerne vil have, at du rejser nogen steder", sagde hun.
Den havde jeg ikke set komme. Som i overhovedet.
Nå men hun ville få spørge overlægen og bede hende ringe til mig om det. Hvilket hun gjorde i går eftermiddags. -Og bekræftede, hvad sygeplejersken havde sagt. Jeg skal ingen steder. Udrejseforbud. Det er for farligt med de mængder af Prednisolon og alt det andet skrammel jeg indtager. Fremmed bakteriekultur. ALT for meget sol. (Jeg har ingen immunforsvar pga. medicinen, så min risiko for hudcancer er mere end dobbelt op.)

Og selv om jeg godt kan se det indlysende i det, lægen sagde, så synes jeg faktisk, det er synd for mig.

Siden sidst

har der været foregået så meget på alle mulige fronter i almindelighed og på helbredsfronten i særdeleshed.

For at gøre en lang historie kort, så havde jeg vrøvl med tårnhøjt blodtryk og kunne dårligt trække vejret.
Blodprøver viste meget dårlige nyretal (det hele hænger angiveligt sammen) og jeg blev indlagt på Herlev Hospitals Nefrologisk medicinsk afd. d. 28. marts. Her viste bl.a. en nyrebiopsi, at mine nyrer har været syge i lang tid og jeg har kun 1/4 nyrefunktion tilbage. Så jeg fik besked på at tale med min familie om dialyse og hvem der kunne/turde være nyredonor. I mellemtiden fik jeg så høje doser af forskellig målrettet medicin, som HELDIGVIS fik mine nyrer til at opføre sig en smule bedre, og nu ser det ud til at jeg slipper for kniv og dialyse.
Til gengæld skal jeg (pga. al medicinen)

indenfor de kommende par uger regne med et hav af bivirkninger som måneansigt, dobbelt op på risiko for hudcancer, nedbrud af knogler og meget andet festligt. Det er dog altsammen noget, som enten går i sig selv eller som jeg allerede nu får noget forebyggende for.

En enkelt blodtransfusion blev det også til under opholdet på Herlev.

Alt i alt er jeg bare en heldig kartoffel, føler jeg. Jeg mener, tænk at få en kronisk sygdom, som faktisk kan behandles, så man kan leve med den. I hvert fald indtil videre.
Nå det blev i hvert fald ikke nogen kort historie, men det var sådan den var :o)

Det’ så trist

En af lærerne på gymnasiet døde i weekenden efter flere års ulige kamp mod cancer.

Og nu er det ikke, fordi jeg synes, at nogen fortjener at have cancer, men det er uretfærdigt!

Marianne var en guldklump. Bum. Og det er et stort personligt tab, for alle der kender hende, at hun nu er væk. For ikke at tale om hendes enorme faglige kompetence og store hjerte for eleverne.

Om lidt er der samling på lærerværelset til to minutters tænksomhed og stilhed til ære for Marianne. Jeg bliver siddende her på min pind på kontoret og ærer hende, for jeg tuder, og det vil jeg helst alene. Og så vil jeg tænke på alle hendes nærmeste, som i lang tid har vidst, hvor det bar hen, og som nu må leve med det tomrum, som Marianne efterlader.

Underdrejet

af feber, ondt i halsen og ondt i det ene øre, hvor jeg med jævne mellemrum får en velvoksen polyp, som gør nederdrægtig ondt og som får høje lyde til at runge i mit hoved – også når jeg selv taler. Så jeg tier. Og familien nyder freden, tror jeg.

Til minde om

I dag er det Mollys fødselsdag. Molly ville være blevet 16 år, hvis ikke vi havde været nødt til at få hende aflivet for 4 uger siden. Hendes krop var sund og forbavsende frisk for sådan en gammel hund, men hun var blevet så forfærdelig dement på det sidste, at hun oftest ikke anede hvor hun var, eller hvad hun så i øvrigt skulle dér hvor hun nu var. Vi savner hende og hun har for altid en ganske særlig plads i vores hjerter.

Gudskelov at vi stadig har hendes søn, Anton, som er 13 år gammel.

Skæbnen ville, at Molly blev aflivet på dagen hvor vi havde planlagt afhentning af familiens nye hund, Tilde. Men jeg tror stadig på, at det var godt, Molly ikke skulle opleve at blive væltet overende af en lille duracell-kørende turbo-hvalp.

Tilde er ikke en erstatning for Molly. Tilde er en lille skøn hvalp, som kom og faktisk endte med at gøre tabet af Molly en smule nemmere. Selv for gamle Anton, som har taget Tilde til sig som en lillesøster.

 

Molly ligger begravet i haven lige dér, hvor hun elskede at ligge og nyde solens stråler.

Skorstensfejer'n gik en tur

-og kom forbi her hos mig - i ægte skorstensfejertøj! (har aldrig set en i levende live før)

Manden og jeg har en drøm om at få en brændeovn installeret her i huset og vi har faktisk købt en spritny en til næsten ingen penge.

MEN vi har ikke noget hul i væggen ind til skorstenen (som vi trods alt HAR - skorstenen) og derfor har vi kontaktet kommunens skorstensfejer, så han kunne fortælle om det praktiske, der skal foregå og ikke mindst... host ... prisen. For der skal åbenbart støbes en ny skorsten i den ene af de to eksisterende skorstene. Og der skal etableres renselemme. Og nogle trin-dimser på taget, som skorstensfejeren kan gå op ad, når han skal feje...

Et slag på tasken: 10.000 + moms. Host igen. Det lyder egentlig ikke af så meget, men det er i hvert fald mere end vi umiddelbart havde forestillet os med vores amatørhjerner.. Når vi er i det prisleje, skal der tænkes en ekstra gang. Også selv om det på sigt er en god investering..

Ugens møder

I morgen tidlig skal vi til møde med advokaten og gennemgå købsaftalen. Torsdag eftermiddag skal vi til Nykredit og tale lånegaranti, låneform og andet interessant..

I mellemtiden kæmper jeg en drøj kamp med vores nuværende lokale ejendomskontor, som har påfaldende svært ved at indrømme hvor meget de skylder os for ret væsentlige forbedringer, som vi foretog og lagde ud for i 2005.

Forbedringerne indbefatter bl.a. nedrivning af bærende væg mv., hvilket i sig selv løb op i næsten 50.000,- kroner, så det er rimelig afgørende for os nu, at vi får pengene.

Heldigvis har vi kopier af alle aftaler og opgørelser, og det har de tilsyneladende glemt på ejendomskontoret  :o(

Vi har IKKE oplyst ejendomskontoret om, at vi har planer om at flytte, og jeg håber, vi kan nå at få den endelige opgørelse, inden vi opsiger vores lejemål  :o)  (inden 30. juni)

Jeg er helt mundlam

I forlængelse af indlægget tidligere i dag skyndte jeg mig hjem og gjorde klar til at sende det famøse kontoudtog til Nykredit, men efter en pludselig indskydelse (lyder det ikke sådan lidt romanagtigt?!) tjekkede jeg lige Mandens “Sendt post”-bakke. Og gæt hvad jeg fandt: KONTOUDTOGET, som rådgiveren mente, at hun endnu ikke havde fået. –Men som han altså sendte til hende d. 27., altså i onsdags.

Jeg skyndte mig at trykke videresend, griflede et par kun en smule sarkastiske ord om at “vi prøver lige EEN GANG TIL og at jeg ser frem til et positivt svar i morgen” (som by-the-way er rådgiverens sidste dag inden en lang ferie, som inkluderer hele næste uge!!!!!!!!!!)

Nu spørger jeg bare: Hvordan synes Nykredit selv at det går??

Men nu kommer det allersjoveste: nederst i rådgiverens mail står et lille minireklamefremstød til modtageren, altså kunden (læs: mig)

“Overvej om I har en eller flere bekendte, familie eller naboer, der fortjener et telefonopkald fra mig. Hvis han eller hun ender med at få boligfinansiering i Nykredit, så kvitterer jeg med en hotelovernatning for to personer”.

-Som sagt: jeg er mundlam…   :o)

AAAAAAARRRRRRGGGGGHHHHH

Jeg kan ikke få luft! Jeg er så frustreret og så vred, at jeg næsten ikke kan beskrive det!

Nu har vores “rådgiver” fra Nykredit skrevet en mail til Manden om, at de kontoudtog, som hun – 2 UGER INDE I SAGSBEHANDLINGEN – var kommet i tanker om, at hun OGSÅ manglede, vist desværre ikke var kommet med, og at de altså desværre skal bruge dem for at kreditvurdere vores åbenbart VIRKELIG kringlede økonomi..

Manden er lige som sidste gang sikker på, at han HAR sendt de pågældende papirer en gang før, men…  UPS, væk er de!

I sidste uge sagde hun til Manden, at hun regnede med at have besked tirsdag i denne uge, men det var jo altså i går! –Og nu er jeg sikker på, at vi ikke ved en sk.. før i næste uge.

I morgen er det 3 ugers sagsbehandlingstid, siger jeg bare…

Hvor dum må man være..

Manden talte med hende fra Nykredit i går. Efter nogen snak frem og tilbage kom han frem til:

1. Hendes chefs første indstilling havde været at sige nej til at yde os et lån
2. Hun mente at hun efterhånden havde forklaret sagens rette sammenhæng
3. Måske får vi svar på tirsdag
4. Når man låner penge til et hus, så kan man ikke låne 200.000 oveni til div. reparationer af huset (og vi er jo lige kommet ind med firetoget, så det troede VI, at man kunne)

Da jeg sagde til Manden, at han skulle prøve at rykke for et svar her inden Pinse, var jeg sikker på, at vi så ville få klar besked, hvad enten det var godt eller skidt. Men svaret var, at vi “nok” får besked på tirsdag. Jeg var bogstavelig talt lige ved at græde af frustration og skuffelse. Hold da op hvor er det hårdt at gå og vente!

Nå, men vi har sendt låneansøgning til både Nordea og BRF-kredit nu. Og sender nok også til andre muligheder, som så forhåbentlig kan se det indlysende potentiale i et ægtepar med god fast indtægt og ingen gæld i forvejen, men til gengæld INGEN opsparing.

Ankelen har antaget en klædelig lilla/bordeaux farve, hævelsen er faldet en smule og gør en smule mindre ondt.

I dag skal vi drikke kaffe med forældrene til en af Lauras klasseveninder. De er smaddersøde, og vi griner så godt sammen, selv om de nok er 10 år yngre end vi er :o)

På to fødder igen

Jeg kan støtte forsigtigt på den forstuvede, og kan sagtens holde det ud, når jeg lige tager et par panodil med jævne mellemrum. Hævelsen er faldet til lige under elefantfodsstørrelse, men jeg kan stadig ikke have sko på. Heldigvis havde jeg lige et par gamle klipklappere, og så er jeg taknemmelig for årstiden  :o)

Den helt store udfordring er at komme på første sal, hvor vi har toilet og soveværelse, men når man først har fundet en metode, så går det egentlig ok.

Blev behandlet som en dronning på arbejdet i går, og det var rigtig dejligt at få hjælp til at få hentet mange ting. Sad med foden oppe på en skammel så længe ad gangen jeg kunne holde det ud, og en af mine kollegaer kørte ud for at købe en ispose til mig.

 

Jeg skal sende optagelsesbreve ud til alle kommende elever i dag (alle gymnasier i Hovedstaden gør det i dag), og jeg fik forberedt og printet langt de fleste, så der skal bare pakkes i dag. Det hører til de opgaver, som alle vi tre sekretærer synes er hyggeligt en gang i mellem. Vi kan samle og pakke og lukke i et væk og koble hjernen helt fra imens, og det er en god fornemmelse, når man lige har været så koncentreret under den forløbne del af processen. –Og så kan vi snakke imens  :o)

Nykredit orker jeg næsten ikke at tale om. Det sidste vi hørte var, at de lige skulle bruge noget dokumentation på to forskellige ting (som de allerede har fået en gang før) Det der tager tid, er angiveligt nogle før- og efterberegninger i forbindelse med en pensionsordning, som vi for mange år siden indgik i. Hvori besværligheden består, har jeg ikke fantasi til at forestille mig, men faktum er, at jeg i denne uge overhovedet ikke har kigget på mine billeder af huset og heller ikke tilladt mig selv at sætte så meget som en lampe op i fantasien..Og hver gang huset dukker op i mine tanker (1000 gange om dagen), skubber jeg det fra mig. Men jeg ved jo, at selv om jeg synes jeg forbereder mig på det værste, så bliver jeg rigtig ked af det hvis vi får nej.

Jeg lover at skrive i samme sekund, vi hører nyt..

Update Nykredit

Stærkt ansporet af opfordringer fra alle hjørner samt af en god håndfuld sommerfugle i maven ringede jeg til vores sagsbehandler hos Nykredit i morges, men tænk så er hun “ude på besigtigelse hele dagen”…!

Aj men altså, så gør hun jo heller ikke livet let for os, vel?

Nå men lige midt i min selvmedlidenhed fik jeg en mail med dette LINK og så synes jeg egentlig lige, jeg blev sat lidt på plads og i perspektiv med hensyn til mit problem..

SLAM! Tag dén, Fru Lipka!

(hvis I følger link’et, så husk lyd. –Og kleenex.)

Jeg bliver nødt til

at tvinge mig selv til at tænke på noget andet end det hus, indtil vi i det mindste har hørt fra Nykredit. Det har været en laaang dag i dag, og da vi endelig gav efter og ringede til sagsbehandleren for at rykke for resultatet, var hun gået hjem for i dag!

Hvor står vi så, hvis jeg lige må være så fri at spørge?!

Jeg er så træt af at ligge søvnløs i nat, at jeg næsten ikke kan hænge sammen, og jeg må tvinge mig selv til ikke at lægge mig på sofaen og lukke øjnene – bare et lille øjeblik…

Fik jeg fortalt, at vi – i går da vi var på rundtur i huset – pludselig hørte en hane gale fra en nabogrund?   :o)

(ååhh nej, nu kom jeg til at nævne huset igen :0)

Ak ja

Jeg har lige hængt tøj op i haven. Henne under troldetræet, som er mejsernes start- og landingsbane når de henter mad til de små, som på magisk vis ved præcis hvornår de må pippe og hvornår de skal være stille..

Under tøjophængningen kiggede jeg som altid rundt på clematisen, der endelig er begyndt at vokse op ad stammen på trolden, på mine bonderoser som allerede står med kæmpeknopper, vortemælk, storkenæb, ja alle de blomster vi i tidens løb har sat i jorden her.

Vi har boet her i 17 år, og både haven og huset indvendig har udviklet sig sammen med os med årene, og selv om det virker fjollet at sukke over det nu, fordi vi jo trods alt endnu ikke har købt hus, så ER det altså alligevel lidt vemodigt at tænke på, at vi skal herfra. Vores børn er opvokset her, vi har sat vægge op og revet nogle andre ned, fået det fedeste køkken og det dejligste badeværelse og der er så mange minder forbundet med huset, at jeg –og resten af familien - vil komme til at savne det.

MEN tænk at vi flytter fra noget dejligt til noget som er endnu mere dejligt. Dét er da et privilegium!  :o)

I mellemtiden går jeg bare og venter på at klokken skal blive fire, hvor vi har bestilt fremvisning, så vi igen kan komme ned og se på “vores” hus sammen med min bror, som på forhånd har læst tilstandsrapporter og andre papirer vedr. huset igennem.

 

God søndag!

Uventede tårer

Jeg sidder og ser Hospitalet, som jeg synes er en dejlig, upompøs og uselvfed dokumentarserie med vidunderlige, kompetente og empatiske medlemmer af staben.

I dag er et ungt par inde, fordi pigen har aborteret og nu skal have en udskrabning. Det var en ønsket graviditet, men de unge mennesker tog det (i hvert fald udadtil) fattet, men jeg overraskede mig selv ved at komme til at hulke uhæmmet med tårerne trillende i strømme.

Da jeg var fyrre år blev jeg gravid, og det var helt planlagt, fordi Manden og jeg liige skulle prøve at lave en lillebror eller –søster til Stefan.

Ret tidligt i graviditeten havde jeg lidt blødning og lidt ondt – på den ufede måde og tog på hospitalet. Ved scanningen blev der konstateret 5 (F-E-M) levende fosteranlæg i livmoderen, og det tog mig kun fem minutter at vænne mig til tanken om at vente femlinger, selv om personalet advarede mig om, at nogle af dem formentlig ville gå til hen ad vejen. I løbet af de kommende 5-6 uger mistede jeg det ene foster efter det andet indtil der kun var et tilbage, som heldigvis blev siddende. Da jeg skulle have lavet en moderkageprøve, blev det under scanningen konstateret, at også det sidste lille foster var dødt, og selv om jeg syntes jeg havde forberedt mig selv på det værste, så slog det benene væk under mig, og det var hårdt, da Manden bagefter måtte køre mig ud til vores eget hospital, hvor jeg skulle have foretaget en udskrabning.

Da jeg efter kun et par måneder igen blev gravid og den tidlige scanning viste 3 fosteranlæg, blev jeg faktisk så ulykkelig, fordi jeg var sikker på, at jeg igen ville miste dem alle, og det gjorde jeg næsten også, men det endte godt: Laura blev hængende derinde lige til hun skulle ud på den gode måde.

Jeg er ikke i tvivl om, at der var en (god) grund til at mine fostre gik til grunde, og selv om jeg knyttede mig til dem fra det øjeblik, graviditetstesten var positiv, er jeg i dag taknemmelig for, at naturen tog en rask beslutning på mine vegne, så jeg ikke selv skulle stå overfor et urimeligt valg.

Jeg ved godt at jeg aldrig nåede at se og mærke og kende de børn, som fostrene kunne være blevet til, men sorgen er der ikke desto mindre, selv om den bliver ligesom mere gennemsigtig med tiden.

Chatrum

Mens jeg lavede mad nu til aften, spillede Laura på sin pc. Hun spillede noget, der ved første øjekast lignede “Sims”, som er en slags virtuel verden, man kan købe på cd-rom i mange udgaver og på forskellige niveauer.

Jeg studsede først, da Laura udbrød “Hov, der var en der sagde, at jeg var grim!” Jeg fandt ud af, at hun for det første var på nettet og for det andet, at det var et chatrum for teenagere, og på mit spørgsmål om, hvordan hun havde lært den side at kende svarede hun, at en pige fra klassen (som Laura var hjemme hos i dag) havde vist hende den og sagt at også Laura skulle tage og lave en profil. Det ville Laura gerne (hun troede også det var noget Sims-agtigt) og begyndte at taste sit navn og fødselsår ind, men veninden bedyrede, at man ikke kunne skrive 2001, selv om det faktisk er ens fødselsår. Man var nødt til at skrive f.eks. 1993, før man kunne oprette sin profil. Det havde Laura så gjort, og vupti, var hun inde! Og det var der mange fra 2.a der havde gjort, sagde hun.

Jeg brugte en time på at forklare Laura den potentielle fare der ligger i den slags chatrum, og bagefter endnu en time på at ringe rundt til klassens øvrige forældre for at orientere dem om siden.

Herunder er et billede fra forsiden af chatrummet, som henvender sig til børn over 12 år, og jeg kan godt forstå, at Laura ikke anede uråd. Det ligner jo en tegneserie! Til habbo.dk’s forsvar skal jeg sige, at siden har behørig forældreorientering, men det hindrer jo ikke en 50 årig syg stodder i at udgive sig for at være 14 og bare med i legen…

Mandagstema uge 16

STILLHET Ukens ord gjør kanskje ikke så mye ut av seg? Eller?

Hvis man kan føle en stilhed, så er det dét jeg gør, når jeg tænker på min veninde Helle, som døde af cancer i september 2007. Stilhed og tomhed. Fordi hun ikke er her mere. Men også grin og glæde og stolthed og LARM  :o) For alt det var hun, mens hun stadig var her. Lige til det sidste.

Æv

og æv igen. Laura er stadig ret sløj nu til morgen, og jeg kan godt se, at vi ikke kommer afsted til blogtræf i eftermiddag.

Jeg håber, at I andre får en dejlig dag og aften, og jeg vil tænke på jer og glæde mig til at se jeres indlæg i morgen om træffet :o)

Jeg skal nu nok få dagen til at gå alligevel: Jeg har taget nogle bunker arbejde (registrering af elever til det nye skoleår) med hjem, som jeg egentlig havde forestillet mig at lave i morgen,

men først og fremmest skal jeg hygge med Laura, og så får jeg måske alligevel hilst på min søns kæreste, som vist kommer med herhjem i eftermiddag for første gang.

Snot for sig og skæg for sig

På gymnasiet har hele denne uge været præget af ny rektor og fraværsomgang, og vi har haft så susende travlt. De sidste par dage har jeg følt mig ekstra træt og småsløj, og det brød ud i forkølelse i går. –I det ene næsebor.  I dag var både Laura og jeg helt nede med feber og snot i hele hovedet, og vi blev hjemme fra skole og job.

Det er jo ikke særligt positivt, så her kommer i stedet nogle billeder fra maleprojektet i entré, trappe og gang, som godt nok ikke er blevet rørt (i hvert fald ikke af en pensel) i de sidste 14 dage, fordi maleren er i gang med et andet projekt, og vi har selv sagt til ham, at det sådan set ikke haster med resten, såååå… Men for at vende tilbage til det positive, så er der i hvert fald blevet lyst og venligt derude, og det har gjort en kæmpeforskel..

BANG!!

Jeg hader tv-reklamerne for rengøringsproduktet Cillit Bang! De er latterlige, vildt opskruede OG eftersynkroniserede, og jeg har altid sagt til mig selv, at jeg under ingen omstændigheder skal have det i mit hus. Ikke desto mindre havde jeg jo en plan for i dag og kom i tanker om de lidt vel kalkangrebne vandhaner og afløbet i brusekabinen. På vej til kassen i Fakta greb jeg uden at tænke over det i forbifarten en flaske Cillit Bang, og det var egentlig først da vi igen sad i bilen, at jeg kom i tanker om, hvad jeg havde gjort. Skideirriteret over at jeg alligevel var hoppet på den, tænkte jeg at jeg lige så godt kunne bruge det og så i øvrigt én gang for alle bevise, hvor dårligt et produkt det er!

CILLIT BANG

Nå, i gang på et meget hårdt kalkangrebet sted: sprøjt-sprøjt, tør-af, tør-af……  Og jeg måtte sluge ikke bare en klump men sgu osse mine egne ord!

OK så virker det. Som i v-i-r-k-e-r.

Men jeg synes stadig det er en lorte-reklame. Hvis I vil undskylde mit franske…. Og jeg er ikke den eneste.

Og jeg vil UNDER INGEN omstændigheder komme ind på, hvad det stads gør ved miljøet.