En af lærerne på gymnasiet døde i weekenden efter flere års ulige kamp mod cancer.
Og nu er det ikke, fordi jeg synes, at nogen fortjener at have cancer, men det er uretfærdigt!
Marianne var en guldklump. Bum. Og det er et stort personligt tab, for alle der kender hende, at hun nu er væk. For ikke at tale om hendes enorme faglige kompetence og store hjerte for eleverne.
Om lidt er der samling på lærerværelset til to minutters tænksomhed og stilhed til ære for Marianne. Jeg bliver siddende her på min pind på kontoret og ærer hende, for jeg tuder, og det vil jeg helst alene. Og så vil jeg tænke på alle hendes nærmeste, som i lang tid har vidst, hvor det bar hen, og som nu må leve med det tomrum, som Marianne efterlader.
3 kommentarer:
Åh hvor er det dog trist! Sådan noget virker så uretfærdigt, selv om om der ingen retfærdighed er, når det gælder sygdom.
I morgen skal jeg besøge en af mine gode venner, der er sendt hjem fra hospitalet med besked om, at de ikke kan gøre mere.
Madame, ja, meningsløst er ordet. Det er hårdt at være ven/pårørende til en, for hvem der ikke er mere håb. Mange tanker til dig og din gode ven.
Kunne ikke selv ha ´sagt det bedre Susanne. Marianne vil I den grad blive savnet og jeg havde det præcist som dig! Hun var en mentor for mange af os...både fagligt og menneskeligt! Jeg håber hun ved det, og at hun nåede at læse den mail jeg skrev til hende få dage før hun døde...
Send en kommentar