En af lærerne på gymnasiet døde i weekenden efter flere års ulige kamp mod cancer.
Og nu er det ikke, fordi jeg synes, at nogen fortjener at have cancer, men det er uretfærdigt!
Marianne var en guldklump. Bum. Og det er et stort personligt tab, for alle der kender hende, at hun nu er væk. For ikke at tale om hendes enorme faglige kompetence og store hjerte for eleverne.
Om lidt er der samling på lærerværelset til to minutters tænksomhed og stilhed til ære for Marianne. Jeg bliver siddende her på min pind på kontoret og ærer hende, for jeg tuder, og det vil jeg helst alene. Og så vil jeg tænke på alle hendes nærmeste, som i lang tid har vidst, hvor det bar hen, og som nu må leve med det tomrum, som Marianne efterlader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar