Den store translokation

af årets studenter foregik i dag og jeg er helt udmattet af at tude glade tårer af bevægelse. –Og triste tårer pga. vidunderlige lærere, som har valgt at forlade os for at nyde deres otium. Lige som sidste år er vi overbeviste om, at vi aldrig får sådan en dejlig årgang elever igen  :o)

Mit hoved er fuldt af eftertænksomhed og taknemmelighed over at have fået lov at fylde bare et lillebitte hjørne i de dejlige unge menneskers liv, og jeg er glad for, at vi ikke har planer for i dag, for jeg synes faktisk ikke, jeg kan rumme mere lige med det første…